Boligforeningen Vibo har taget et nyt digitalt energistyringssystem i brug for at få bedre kontrol over energiforbruget i mere end 6.000 lejemål.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Brunata, der leverer det nye system.
Systemet skal afsløre skjulte energislugere, nedbringe CO2-udledningen og reducere driftsomkostningerne.
En femtedel af Danmarks CO2-udledning stammer fra bygningers opvarmning og drift, men almene boligselskaber har ingen krav om klimarapportering. Vibo vælger selv at synliggøre beboernes CO2-forbrug som en del af den grønne omstilling.
– Systemet kan reducere det administrative arbejde betydeligt og samtidig skabe besparelser for beboerne, fordi fejl identificeres og håndteres hurtigere, siger Lasse Kjærgaard Bindner, energikonsulent hos Vibo.
Han fortæller, at systemet også skal bruges til grøn rapportering og på sigt integrere affaldsdata for et mere præcist klimaregnskab.
Det nye system bygger videre på fjernaflæste forbrugsmålere og giver data ned til timeniveau.
Beboerne får mulighed for at se deres CO2-forbrug visuelt og forståeligt, og systemet sikrer samtidig, at VIBO kan optimere driften og planlægge investeringer mere bæredygtigt.
– Vi vil både effektivisere i dag og forberede os på fremtidens krav om automatisering og grøn dokumentation. Systemet leverer begge dele, siger Lasse Kjærgaard Bindner.
Hos Brunata bekræfter man, at boligsektoren bevæger sig mod større ansvarlighed og grøn rapportering, selvom det endnu ikke er lovpligtigt for alle aktører.
Henrik Asving, energiovervågningsekspert hos Brunata, vurderer, at kravene til grøn rapportering vil brede sig til flere boligforeninger i de kommende år.
– Det er vigtigt at have et system, der samler data, giver overblik og gør information tilgængelig for alle – fra beboer til bestyrelse, siger han.























