I Sønderborg har politikerne har ikke lagt skjul på, at flere studieboliger står højt på kommunens ønskeseddel.
Det har Boligforeningen B42 lyttet til. Ifølge en pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune vil boligforeningen omdanne det tidligere Sygeplejerskekollegie på Sydvang ud mod Arnkilgade i Sønderborg til 61 ungdoms- eller studieboliger.
Politikerne i byrådet skal godkende økonomien i projektet, da kommune skal hoste op med 10 procent af samlet anskaffelsessum svarende til godt 6,6 millioner kroner. Projektet løber nemlig op i godt 66 millioner kroner.
Derudover skal byrådet sige ja til at yde kommunal garanti for den del af realkreditlån, som ligger over 60 procent af den endelige belåning med realkreditlån.
Læs også: Butiksprojekt i Sønderborg er godkendt
– Uddannelsesinstitutionerne i Sønderborg Kommune har haft succes med at tiltrække flere uddannelser og studerende til kommunen, hvilket også skaber efterspørgsel på flere studieboliger. Derfor er vi meget glade for, at boligforeningen ønsker at lave studieboliger i Sønderborg, siger borgmester Erik Lauritzen (S).
Antallet af studerende har fra 2023 været markant stigende, og tilgangen af studerende forventes at stige yderligere de kommende år.
Ifølge en prognose mangler der cirka 800 studieboliger i Sønderborg i sommeren 2028.
– De kommende studieboliger understøtter Byrådets målsætning om, at indbyggertallet skal vokse til 77.000, og at der skal bygges 2.500 nye boliger i Sønderborg Kommune inden 2023. Området på Sydvang har en god placering tæt på centrum og uddannelserne, og det giver samtidig rigtig god mening at renovere eksisterende bygninger til formålet, siger første viceborgmester, Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.
Læs også: Placering af 200 nye studieboliger i Sønderborg er på plads
Boligforeningen B42 købte i 2003 en række ejendomme. Det tidligere sygeplejerskekollegium har indtil 2021 i større eller mindre omfang været lejet ud til Sønderjyllands Sygehus og har siden stået tom.
Boligforeningen B42 totalrenoverer bygningen og indretter den til 61 moderne ungdomsboliger/studieboliger med eget bad og tekøkken samt fælleslokaler i kælderen. Boligerne fordeles med 57 et-rumsboliger samt fire to-rumsboliger.
Der etableres fjernvarme i alle lejligheder samt elevator til alle etager i bygningen med adgang for gangbesværede.
I kælderen indrettes der fælleslokaler med vaskeri, depotrum, cykelkælder, fælles opholdsrum med tilhørende køkken samt toiletter.
Læs også: Sønderborg vil indhente det tabte og have 2.500 nye boliger
De kommende studieboliger forventes at få en husleje på omkring 1.469 kroner per kvadratmeter årligt.
Boliger med et værelse bliver knap 37 kvadratmeter store og får dermed en månedlig husleje på knap 4.500 kroner. Lejlighederne med to værelser bliver 53 kvadratmeter store og får altså en månedlig husleje på knap 6.500 kroner.
I 2020 var der planer om at omdanne bygningen til 38 mindre almene familieboliger, men det projekt stødte på grund som følge af markant stigende priser i byggebranchen under coronanedlukningen.
Boligforeningen B42 har omkring 8.000 medlemmer og godt 2.200 lejemål, mens foreningens administration holder til på Holger Drachmanns Gade 1 midt i Sønderborg. En håndfuld skolelærere stiftede boligforeningen tilbage i 1942.