Boligforening vil udvide med 13 nye rækkehuse i Vejgaard

Fordelt på to projekter vil boligforening udvide eksisterende afdeling i Vejgaard i Aalborg med yderligere 13 almene rækkehuse til familier.

Vivabolig har i samarbejde med Arkitektfirmaet Nord to projekter med i alt 13 nye boliger i Vejgaard på tegnebrættet.

De to projekter opføres i tilknytning til boligforeningens eksisterende afdeling 9 med 167 rækkehuse.

For godt 17 millioner kroner vil den almene boligforening bygge otte nye familieboliger i form af rækkehuse på Lundsgårdsgade.

De kommende rækkehuse opføres i to etager og placeres omkring grønne fællesarealer, hvor der også etableres en torvedannelse med plads til ophold, leg og fællesskab. Hver bolig får privat terrasse, have og skur.

De nye boliger bygges i gylden tegl med murede detaljer og saddeltag, så de matcher den eksisterende arkitektur i området.

Der bygges tre boliger på knap 99 kvadratmeter med en månedlig husleje på 8.670 kroner og fem boliger på godt 95 kvadratmeter med en månedlig husleje på 8.360 kroner.

Fem nye rækkehuse på Heimdalsgade

Vivabolig vil bygge fem nye rækkehuse på Heimdalsgade i Vejgaard. Illustration: Arkitektfirmaet Nord.
Vivabolig vil bygge fem nye rækkehuse på Heimdalsgade i Vejgaard. Illustration: Arkitektfirmaet Nord.

På Heimdalsgade vil boligforeningen desuden bygge fem almene familieboliger for lidt over 9 millioner kroner. Også her er der tale om rækkehuse.

Hver af de nye boliger bliver 87 kvadratmeter og får privat terrasse, have og tilhørende skur.

Med husleje på 7.634 kroner om måneden og en årlig kvadratmeterpris på 1.053 kroner ligger boligerne prismæssigt i den lave ende for nybyggeri.

Arkitektonisk tager de nye huse udgangspunkt i den eksisterende stil i området med saddeltag, mørke vinduesrammer og gylden tegl, så de falder naturligt ind i kvarteret langs Nørre Tranders Vej.

De to nye bebyggelser vil begge blive lagt sammen med afdeling 9, når de er færdigbyggede.

Tilmeld Nyhedsbrev