Høj belægningsgrad og omlægninger af lån er ifølge BoligGruppen blandt årsagerne til, at ejendomsselskabet nu kan præsentere det bedste resultat nogensinde. Resultatet i 2022 landede på 25,5 millioner kroner før skat mod 19,2 millioner kroner i 2021. Samtidigt blev virksomhedens egenkapital øget til 141 millioner kroner og soliditeten til godt 37 procent. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
– Det gode resultat i 2022 er et produkt af den langsigtede strategiske tilgang, vi har haft i bestyrelsen. Det er en følge af de investeringer, vi har foretaget de seneste fem-otte år gennem opkøb af strategisk velbeliggende ejendomme og udviklingen heraf. Ligeledes har bestyrelsen haft stort fokus på finansieringssammensætning, hvilket med det stigende renteniveau har muliggjort fordelagtige låneomlægninger, siger BoligGruppens ejer Carsten Skov.
I februar 2022 tiltrådte Jacob Petz stillingen som administrerende direktør, da ejer og stifter Carsten Skov fratrådte stillingen og indtrådte som bestyrelsesformand.
Siden 2018 har BoligGruppen foruden investeringer i ejendomme til private og blandet erhverv i Nyborg og Odense investeret massivt i etableringen af Tech Town Odense – en række erhvervsejendomme på Stærmosegårdsvej, Billedskærervej og Klokkestøbervej i Odense.
I området tilbyder virksomheden i dag erhvervslejemål i sammenlagt cirka 14.000 kvadratmeter i fem bygninger. Og nu er der et nyt byggeri på vej. BoligGruppen planlægger således at opføre et cirka 4.500 kvadratmeter stort kontorhus – Supernova – til virksomhedsfællesskab og konferencer i centrum af området i 2023. Byggeriet bliver på fem etager med konferencecenter og 11 mødelokaler, hvor det største kan huse 150 personer.
– Vores vision med området er at skabe et udviklende tech-miljø, fuld af dynamik og fællesskab. Vi er godt i gang, og Supernova bliver helt centralt for fællesskabet og vidensdelingen virksomhederne imellem, siger administrerende direktør Jacob Petz.
Samtidigt er der også andre investeringer på vej i det centralt beliggende erhvervsområde i Odense.
– Vi har flere interessante projekter i pipeline, som jeg glæder mig til at kunne løfte sløret for. Samlet set planlægger vi at investere et trecifret millionbeløb i det centralt beliggende erhvervsområde i Odense i indeværende år. 2023 bliver dermed det år indtil videre, hvor BoligGruppen kommer til at investere allermest i det lokale erhvervsliv, siger Jacob Petz.
Sideløbende med, at BoligGruppen har støbt kuglerne til det største investeringsår nogensinde i virksomhedens historie, er det i 2022 lykkedes at bevare den høje belægningsgrad i lejemålene:
– Vi har investeret væsentligt i vedligehold i det forgangne år, og vi er i tæt dialog med lejerne for at holde fingeren på pulsen med, om faciliteterne fortsat opfylder deres drømme og behov. Med en høj belægningsgrad af gode, stabile lejere i både vores privat- og erhvervslejemål, fremsynede investeringer på vej og et godt team af medarbejdere og samarbejdspartnere, ser vi lyst på fremtiden, siger Jacob Petz.
Om BoligGruppen
BoligGruppen blev etableret i Odense i år 2000 af ejer og nuværende bestyrelsesformand Carsten Skov og råder i dag over cirka 65.000 kvadratmeter ejendomsareal til udlejning fordelt på både erhvervs- og boliglejemål.
BoligGruppen udvikler ejendomme – primært i Odense og Nyborg – til attraktive investeringsobjekter med bolig- og erhvervslejemål. Virksomhedens vision er at bidrage til byers vækst gennem fokus på udvikling af byer, forskønnelse af områder og understøttelse af kommunale strategier.
Virksomhedens tre centrale forretningsområder er: BoligGruppen Erhverv, som fokuserer på investeringer i generelle erhvervsejendomme til blandet formål. BoligGruppen Fyn, som rummer investeringer i boligejendomme, der primært er beliggende i stationsbyer på Fyn. Og Tech Town Odense, som er en ejendomsinvestering i et vækstområde i Odense, hvor der målrettet arbejdes med at skabe de rette rammer for scale up tech virksomheder.
Kilde: BoligGruppen.