Boligkøberne går ind i 2026 med markant færre boliger at vælge imellem i det snedækkede land.
Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet er faldet for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, og faldet er større end normalt ved et årsskifte.
Ved indgangen til januar er der 30.634 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Det er 11,1 procent færre end for et år siden og svarer til, at køberne har omkring 3.800 færre huse at vælge imellem. For ejerlejligheder er faldet endnu mere markant. Her er der 5.249 boliger til salg på landsplan, hvilket er 25,5 procent færre end sidste år og knap 1.800 færre lejligheder på markedet.
Ifølge Boligsidens kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz skyldes udviklingen ikke mangel på nye boliger til salg, men derimod høj handelsaktivitet gennem 2025.
– Der er året igennem sat mange huse og lejligheder til salg, men antallet af salg har bare været flere, og det har gjort et synligt indhug på ejendomsmæglernes hylder, udtaler Birgit Daetz.
Samtidig har udbuddet været faldende gennem store dele af året, og derfor er det årlige fald større end normalt.
Faldet i udbuddet af huse er kun set større i årene 2020 og 2021, og for ejerlejligheder nærmer udbuddet sig det laveste niveau i statistikken, som blev registreret i foråret 2021.
Også sommerhusmarkedet er præget af et lavere udbud. Ved årsskiftet er der 5.132 sommerhuse til salg i Danmark, hvilket ligeledes er 11,1 procent færre end året før. Her spiller sæsonen en rolle, da mange sælgere venter med at sætte deres sommerhus til salg til foråret. Men også på dette marked har et højt salg i 2025 bidraget til det faldende udbud.
Selv om udbuddet af sommerhuse steg i første halvdel af 2025, er det siden faldet igen, og niveauet ligger fortsat langt under tiden før corona, hvor der var mere end 10.000 sommerhuse til salg på landsplan.
Udbud af villaer og rækkehuse primo januar 2026
| Område | Antal til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 30.634 | -4,4 procent | -11,1 procent |
| Region Hovedstaden | 3.786 | -7,2 procent | -17,5 procent |
| Region Midtjylland | 8.957 | -4,2 procent | -11,2 procent |
| Region Nordjylland | 5.581 | -2,6 procent | -5,8 procent |
| Region Sjælland | 4.274 | -4,6 procent | -16,9 procent |
| Region Syddanmark | 8.036 | -4,3 procent | -7,9 procent |
Udbud af ejerlejligheder primo januar 2026
| Område | Antal til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 5.249 | -5,9 procent | -25,5 procent |
| Region Hovedstaden | 1.947 | -7,3 procent | -35,1 procent |
| Region Midtjylland | 1.154 | -4,7 procent | -29,5 procent |
| Region Nordjylland | 869 | -3,1 procent | -1,7 procent |
| Region Sjælland | 368 | -13,2 procent | -31,9 procent |
| Region Syddanmark | 911 | -3,5 procent | -7,6 procent |
Udbud af sommerhuse primo januar 2026
| Område | Antal til salg | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 5.132 | -6,9 procent | -11,1 procent |
| Region Hovedstaden | 870 | -6,5 procent | -8 procent |
| Region Midtjylland | 1.094 | -8,5 procent | -19 procent |
| Region Nordjylland | 1.216 | -4 procent | -5,4 procent |
| Region Sjælland | 1.133 | -7,7 procent | -6,5 procent |
| Region Syddanmark | 819 | -8 procent | -16,4 procent |
Kilde: Boligsiden.























