Boligkøbet stiger i hele landet: Flere nye boliglån i næsten alle kommuner

I løbet af 2025 blev der optaget 56.900 nye lån til køb af ejerboliger. Det svarer til en stigning på 25 procent sammenlignet med året før.

Boligmarked i Danmark. Foto: Dansk Byudvikling.
Boligmarked i Danmark. Foto: Dansk Byudvikling.

Boligkøbet stiger i næsten hele landet, og flere danskere tog i 2025 nye lån til køb af ejerbolig end året før.

Ifølge tal fra Finans Danmark blev der optaget knap 56.900 nye boliglån, hvilket er en stigning på 25 procent og det højeste niveau siden 2021.

I 93 ud af landets 98 kommuner var der fremgang, og kun fem kommuner oplevede tilbagegang. De største stigninger sås i Samsø og Tårnby.

Det fastforrentede lån var fortsat det mest udbredte valg blandt boligkøbere, men dets andel faldt i forhold til året før. I 2025 udgjorde fastforrentede lån knap 54 procent af alle nye boliglån. Samtidig voksede interessen for variabelt forrentede lån.

– Det kan blandt andet hænge sammen med renteudviklingen, hvor afstanden mellem den korte og den lange rente er blevet større sammenlignet med de senere år. Det giver en større rentebesparelse på det variabelt forrentede lån, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark.

– Men der følger også en renterisiko med ved at vælge et variabelt forrentet lån. Hvis renten stiger, vil rentebetalingen også stige. Den risiko har man ikke på et fastforrentet lån.

Trods geopolitisk usikkerhed har mange danskere haft mod på at købe bolig. Det forklares blandt andet med stærk økonomi, høj beskæftigelse og solide husholdningsbudgetter, lyder det fra Finans Danmark.

Tilmeld Nyhedsbrev