Efteråret 2025 byder på et boligmarked i højt gear.
Ifølge nye tal fra Boligsiden blev der i september solgt 9.525 boliger – en stigning på 20 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Samtidig er udbuddet af boliger faldet med knap 9 procent på landsplan.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden Estate.
Især i hovedstadsområdet er udviklingen markant. Her er der nu en tredjedel færre ejerlejligheder til salg end for et år siden, og priserne på lejligheder er steget med 17,1 procent. For huse lyder prisstigningen på 9,1 procent.
– Køberne har tillid til boligmarkedet. De er godt forberedte og kender deres økonomiske rammer, har talt med banken og er klar til at handle, når den rigtige bolig dukker op, siger Thomas Vilstrup Jacobsen, kædechef i ejendomsmæglerkæden Estate.
Også på Sjælland er tempoet højt. Her er udbuddet af villaer og rækkehuse faldet med 18,2 procent, mens priserne er steget 7,6 procent.
I Midtjylland og Syddanmark er prisstigningerne mere moderate på henholdsvis 4,9 og 2,8 procent, mens markedet i Nordjylland er næsten uændret.
Ifølge Estate betyder den store efterspørgsel og det lavere udbud, at konkurrencen om de mest attraktive boliger er blevet skærpet.























