Boligmarked i januar: Nu kommer “nytårssælgerne”

De store beslutninger bliver truffet i juleferien, hvor mange lægger nye planer for fremtiden. Mægler gør status over det aktuelle boligmarked i januar.

I denne sæson har juleferien været lang og med ekstra mange fridage for mange. Det betyder også, at der har været ekstra mange dage til at tænke over livet og mærke efter, om der er noget, der mangler. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra RealMæglerne og BoligOne, hvor der gøres status over det aktuelle boligmarked i januar 2020.

– I ejendomsmæglerbranchen ser vi det på flere måder. Der er selvfølgelig – og ulykkeligvis – skilsmissesalgene, hvor familielivet har været oppe til overvejelse, og hvor det efterfølgende resulterer i et salg af boligen. Men derudover er der også mange, der bare har besluttet sig for at komme videre og begynde på en frisk. Det kan være i kombination med et jobskifte eller et ønske om en anden beliggenhed i nogle nye rammer, måske endda en ny boligform, udtaler Thomas Jacobsen, markedschef i RealMæglerne og BoligOne, i pressemeddelelsen.

Statistikkerne taler sit eget tydelige sprog. Antallet af kommissioner, dvs. nye emner, der er vurderet og kommet til salg, er på et forholdsvis lavt niveau i løbet af december, men i løbet af januar er tallet de seneste år steget med adskillige procent.

Typisk lunere boligmarked i januar end december

Fra december 2016 til januar 2017 steg antallet af kommissioner med 18 procent i ejendomsmæglerkæden RealMæglerne og BoligOne, mens antallet fra december 2017 til januar 2018 og fra december 2018 til januar 2019 steg med henholdsvis 56 og 84 procent.

– I år forventer vi et lignende billede, måske endda med et endnu højere antal kommissioner i januar 2020 i forhold til januar 2019, set ud fra en generel positiv udvikling på boligmarkedet, hvor især villamarkedet er på himmelflugt, mens salget af fritidshuse også er stigende, og salget af lejligheder så småt er vågnet op, efter der kom nogle mere klare udmeldinger om ny boligskat, fortæller Thomas Jacobsen.

Maj, juni og juli er traditionelt set de bedste salgsmåneder, hvor der sælges flest boliger, men sætter man til salg i begyndelsen af året, vil man også have et fornuftigt tilløb til de gode salgsmåneder, uden at boligen ligger for længe.

– Det er klart, at ingen er interesseret i for lange salgstider, men prissætter du realistisk fra begyndelsen, vil der også være gode muligheder for at sælge boligen inden for en overskuelig tidsramme i optrækket til de gode salgsmåneder, slutter Thomas Jacobsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling