Boligmarkedet i Aarhus er under hårdt pres, da efterspørgslen efter lejeboliger og udlejningsejendomme langt overstiger udbuddet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Projekt Poul Erik Bech.
For et par år siden gik historierne på mange tomme boliger i byen, men nu er tomgangen i Aarhus ifølge projektmæglerkæden nede på 1,4 procent, hvilket giver den laveste tomgang blandt Danmarks storbyer.
Ledige boliger er næsten ikke-eksisterende. Dette forventes at blive endnu mere udtalt efter sommeren 2025, når studerende strømmer til byen.
Aarhus Kommune har gennem mange oplevet en høj befolkningsvækst. Gennem de seneste 10 år er kommunen ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik vokset med næsten 43.000 indbyggere eller 13 procent, så der nu bor omkring 374.000 borgere i kommunen.
– Denne udvikling sammenholdt med den ufattelig tynde pipeline af nybyggeri de kommende tre-fem år forventes at have stor indvirkning på boligmarkedet og lejeniveauerne i Aarhus by. Det kan blandt andet tilskrives manglen på nye lokalplaner, som dermed forhindrer, at Aarhus kan følge med efterspørgslen, og en periode hvor investorinteressen for Aarhus har været lavere en tidligere, udtaler projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech, Tonny Broberg.
Nye boligprojekter på vej, men ikke nok
Et af de større kommende projekter er Axelhave, en ny bydel med 376 boliger, men de første boliger bliver først indflytningsklare i 2027. Samtidig er nye lejeboliger, som Willemoeskarréen på Trøjborg, blevet udlejet langt hurtigere end forventet, hvilket understreger behovet for mere byggeri.
Udfordringen rammer ikke kun Aarhus, men også oplandskommuner som Skanderborg, Silkeborg og Favrskov. Her gør den store efterspørgsel og manglende nybyggeri det svært for både lokale og tilflyttere at finde boliger, hvilket også presser lejeniveauerne op.
Ifølge analysechef Joseph Alberti fra EDC er udviklingen drevet af en “dobbelt urbanisering”, hvor især universitetsbyer som Aarhus oplever kraftig vækst. Danmarks Statistik viser, at 42 procent af befolkningen nu bor i byområder med over 50.000 indbyggere, en stigning fra 37 procent i 2015.
– Det er naturligvis primært København, Aarhus og de store universitetsbyer, men vi ser også klare tendenser på urbanisering i hele landet i det, vi kalder de regionale “hovedstæder”, udtaler Joseph Alberti.
Denne urbanisering forventes at fortsætte, hvilket øger presset på boligmarkedet yderligere.























