Flere og flere ungdomsboliger i Aalborg står tomme, og udviklingen ser ud til at fortsætte. I 2023 var 435 ungdomsboliger ikke udlejet, og i 2024 var tallet steget til 849 tomme ungdomsboliger.

Derfor har Aalborg Kommune og de almene boligorganisationer sat sig sammen for at finde en løsning.

Problemet blev for alvor taget op på et årsmøde i januar 2024, hvor parterne blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe. Opgaven var klar: at analysere situationen og komme med forslag til, hvordan man kan vende udviklingen.

Til opgaven blev konsulentfirmaet Exometric hyret ind for at gennemføre en analyse. Undersøgelsen har blandt andet kigget på befolkningsudviklingen, antallet af studiepladser, unges ønsker til bolig og betalingsvillighed, og hvad der tiltrækker de unge til bestemte boligtyper. Derudover har analysen peget på, at befolkningsgruppen 15-29 år er faldende frem mod 2033 – og at det i sig selv vil give lavere efterspørgsel efter ungdomsboliger.

Ifølge analysen er der i dag 6.191 ungdomsboliger i Aalborg Kommune. En bolig regnes som tom, når den har stået ledig i mere end én måned. Når boligerne ikke kan lejes ud til de unge, som de er tiltænkt, kan boligorganisationerne – i samarbejde med kommunen – midlertidigt leje dem ud til andre. Hvis efterspørgslen blandt unge fortsat er lav, kan boligerne helt ændre status og i stedet blive familie- eller ældreboliger.

Men det har økonomiske konsekvenser. For når en ungdomsbolig udlejes til andre end den berettigede målgruppe, falder boligorganisationernes ungdomsboligbidrag væk. Det betyder højere husleje og lavere tilskud, indtil boligen igen udlejes til en ung studerende.

Nu foreslår Aalborg Kommune, at der indgås en formaliseret samarbejdsaftale med boligorganisationerne. Aftalen skal bygge på anbefalingerne fra analysen og fastlægge konkrete tiltag for at få ungdomsboligerne i brug igen. Aftalen vurderes ikke at medføre direkte udgifter for kommunen.

Det næste skridt er, at By- og Landskabsudvalget skal tage stilling til sagen og godkende, at Aalborg Kommune og boligorganisationerne sætter gang i arbejdet med en fælles plan for, hvordan udfordringen skal tackles.

Analyse af ungdomsboligmarkedet i Aalborg

En ny analyse af ungdomsboligmarkedet i Aalborg viser, at flere faktorer påvirker den stigende tomgang i ungdomsboliger. Antallet af unge i alderen 15-29 år forventes at falde med næsten 8.000 frem mod 2033, samtidig med at antallet af studiepladser i Aalborg er faldet med 11 procent siden 2019 og ventes at falde yderligere.

Samtidig har et stort nybyggeri af almindelige lejeboliger – især i perioden 2010-2023 – udvidet udbuddet betydeligt, hvilket påvirker efterspørgslen på ungdomsboliger. Analysen viser dog, at tomgang forekommer i ungdomsboliger af forskellig størrelse, pris og kvalitet, hvilket gør det svært at pege på én bestemt årsag.

Webinterviews med nuværende og kommende studerende viser, at mange fravælger ungdomsboliger på grund af deres størrelse, tidligere dårlige erfaringer eller praktiske forhold. Kun 18 procent af de studieaktive bor i ungdomsbolig, mens 59 procent bor i almindelige lejeboliger. Pris er dog fortsat den vigtigste grund til at vælge ungdomsbolig.

Der er størst interesse for at bo i postnummer 9000 Aalborg, efterfulgt af 9400 Nørresundby og 9200 Aalborg SV. De vigtigste faktorer i boligvalget er køkken, bad og pris.

Analysen peger også på en alternativ målgruppe til ungdomsboliger: husstande udefra, især fra Jammerbugt og Aarhus. Her er efterspørgslen størst på større lejeboliger.

Derfor anbefales det at undersøge mulighederne for at omdanne mindre boliger til større lejligheder, målrettet segmenter som “Første stop”, “Urban Livning” og “Familiebånd”.

Kilde: Exometric.

Tilmeld Nyhedsbrev