Boligpriser: Kortere pendlertid koster mere end nogensinde før

Boligpriserne i Danmark styres i stigende grad af én afgørende faktor: Rejsetiden til storbyen. Sådan lyder det i en ny analyse.

En ny analyse fra Prognosecenteret viser, at pendlingstiden aldrig har haft større betydning, og at særligt København trækker fra resten af landet.

Det skriver analysevirksomheden med speciale i den nordiske bygge- og anlægssektor i en pressemeddelelse.

– Rejsetiden til storbyens centrum er den ultimative faktor for boligpriserne, udtaler Lasse Lundqvist, seniorøkonom i Prognosesenteret.

– Prisen stiger kraftigt, når pendlingstiden forkortes – særligt omkring København, hvor pendlertiden har større betydning end nogensinde.

Læs også: Så meget voksede de danske kommuner i 2024

Prognosecenterets analyse viser, at det for en typisk bolig på 135 kvadratmeter koster 296.000 kroner at reducere pendlertiden til København med 10 rocent på Sjælland. Denne pris stiger med 8.900 kroner om året.

I Jylland koster det 113.000 kroner at reducere pendlertiden til Aarhus med 10 procent, men her stiger prisen kun med 3.100 kroner om året. For en gennemsnitlig pendler svarer en reduktion i rejsetiden på 10 procent til 4 minutter.

– Priseffekten af at bo tæt på storbyerne vokser markant hvert år. Interessant nok havde rejsetiden stort set ingen betydning for boligpriserne for bare 30 år siden. Fænomenet har udviklet sig løbende i takt med, at arbejdspladserne i stigende grad er blevet koncentreret i og omkring storbyerne Aarhus og København, udtaler Lasse Lundqvist.

Hjemmearbejde og skattereform rokker ikke ved boligmarkedets dynamik

På trods af, at coronapandemien har ført til mere hjemmearbejde, og at det nye boligbeskatningssystem fra 2024 har øget boligskatterne i og omkring storbyerne, har det ikke påvirket sammenhængen mellem boligpriserne og afstanden til storbyens centrum.

– Selvom flere arbejder hjemme, har det overraskende nok ikke gjort det mindre attraktivt at bo tæt på storbyen. Ikke engang det nye boligskattesystem fra 2024 har kunnet reducere effekten af nærhed til centrum. Selv den nye skattereform har ikke ændret på det – danskerne betaler stadig i stigende grad for nærheden til byen, forklarer Lasse Lundqvist.

Boligpriserne fortsætter med at stige i og omkring de store byer, fordi udbuddet af boliger ikke kan følge med efterspørgslen. Danskerne vægter nærhed til storbyen stadig højere, og så længe nybyggeriet ikke kan matche behovet, vil priserne blive presset yderligere op.

Læs også: Første spadestik til anlæg af 28 kilometer motorvej er taget

Hvis man vil reducere det differentieret boligmarkedet kræver det flere boliger i og omkring storbyerne og bedre infrastruktur for at reducere pendlertiden.

– Investorer og bygherrer placerer nye boligprojekter i områder med det største pres på boligmarkedet og den højeste betalingsvillighed, når det er muligt. Storbyens attraktivitet og de høje priser har dermed en direkte indflydelse på, hvor der bygges nyt i de kommende år. Derfor er det heller ikke overraskende, at boligbyggeriet i høj grad vil finde sted i hovedstaden, udtaler Lasse Lundqvist.

Udviklingen i faktiske byggeprojekter for 2025 viser, at storbyens udvikling ikke kun påvirker boligpriserne, men også hvor byggeaktiviteten koncentreres. Region Hovedstaden bidrager alene med 17,9 procentpoint af den samlede vækst på 29,8 procent i det professionelle boligbyggeri i 2025.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling