Det danske boligmarked går vinteren i møde med markant fremgang.
Nye tal fra Home og Danske Bank viser, at både huse, ejerlejligheder og sommerhuse steg i pris i november, og økonomerne forventer, at udviklingen fortsætter ind i 2026.
Det skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
På landsplan steg priserne på både huse og lejligheder med 0,9 procent fra oktober til november, mens sommerhusene voksede med 1,8 procent. Stigningerne blev især trukket op af hovedstadsområdet, hvor huspriserne alene steg 2,3 procent på en måned, og ejerlejlighederne steg lidt over én procent.
Ifølge Home koster et typisk hus på 150 kvadratmeter nu knap 2,8 millioner kroner. En ejerlejlighed på 80 kvadratmeter ligger på godt 3,1 millioner kroner, mens et standard-sommerhus koster lidt under 1,9 millioner kroner. Home peger på, at knaphed på boliger og høj efterspørgsel er hovedårsagen til de stigende priser.
Husmarkedet viser samtidig et tydeligt mønster: Der er færre fremvisninger, men flere handler. I november faldt fremvisningerne med lidt over én procent, mens handlerne alligevel steg en smule.
– Mange huse bliver solgt hurtigt, og vi forventer, at der også bliver rigtig god efterspørgsel i december, som normalt er årets stillemåned på boligmarkedet, siger administrerende direktør Martin Wiesener fra Home.
Det betyder, at de boliger, der kommer til salg, bliver solgt hurtigt. Huspriserne steg i samme periode med 0,9 procent, svarende til omkring 24.000 kroner for en gennemsnitlig villa. På et år er en villa blevet cirka 231.000 kroner dyrere.
Danske Banks nye prognose peger på, at huspriserne vil fortsætte opad i både 2026 og 2027.
Økonomerne forventer en prisvækst på 6,3 procent næste år og 3,7 procent i 2027. Hvis tempoet fra slutningen af 2025 fortsætter, kan stigningerne blive endnu højere.






















