Foto: © Dansk Byudvikling.
Foto: Dansk Byudvikling.

Nye tal fra Boligsiden viser, at salgspriserne på huse, lejligheder og sommerhuse steg markant i 2025. Størst var fremgangen for ejerlejligheder, hvor priserne på landsplan steg 15,3 procent på ét år.

Priserne på villaer og rækkehuse endte i december 2025 på 18.961 kroner per kvadratmeter. Det er 7,5 procent højere end året før.

Ifølge Boligsiden har huspriserne gennem 2025 haft en næsten ubrudt opadgående bevægelse uden de normale sæsonudsving. Efterspørgslen har været særlig høj i og omkring hovedstadsområdet, hvor prisstigningerne har været størst.

I 18 kommuner er værdien af et standardhus på 140 kvadratmeter steget med mindst 500.000 kroner i løbet af 2025. I to af kommunerne er værdistigningen på omkring 1 million kroner. Alle kommunerne ligger i eller tæt på hovedstaden.

Annonce

Ejerlejlighederne havde den kraftigste prisudvikling. Den gennemsnitlige salgspris steg fra 36.933 kroner per kvadratmeter i december 2024 til 42.568 kroner i december 2025.

– Boligmarkedets 2025 vil blive husket for en generel stor optimisme omkring boligkøb, hvor efterspørgslen på huse var stor – særligt i hovedstadsområdet. Det er derfor også her, vi ser de største prisstigninger, som trækker det samlede gennemsnit op, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Københavns Kommune steg lejlighedspriserne med 23,3 procent, hvilket betyder, at en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter er blevet omkring 1 million kroner dyrere på ét år. I Aarhus steg lejlighedspriserne med 10,2 procent, svarende til cirka 300.000 kroner for en tilsvarende lejlighed.

Sommerhuspriserne steg i 2025 med 7 procent og ligger nu på 24.373 kroner per kvadratmeter. Det betyder, at et gennemsnitligt sommerhus på 90 kvadratmeter koster knap 2,2 millioner kroner, cirka 140.000 kroner mere end året før. Priserne har været usædvanligt stabile hen over efteråret, hvor der normalt ses et tydeligt fald.

Samlet set blev 2025 et år med bred prisfremgang på hele boligmarkedet, drevet af høj efterspørgsel og stor optimisme blandt boligkøbere.

Udvikling i boligpriser i 2025

Boligtype Salgspris (kroner per kvadratmeter) Ændring seneste måned Ændring seneste år
Villaer/rækkehuse 18.961 0,3 procent 7,5 procent
Ejerlejligheder 42.568 1,6 procent 15,3 procent
Sommerhuse 24.373 -0,4 procent 7,0 procent

Prisændring år for år

År Villaer og rækkehuse Ejerlejligheder Sommerhuse
2012 -0,6 procent 7,8 procent -5,1 procent
2013 1,3 procent 7,7 procent 1,6 procent
2014 2,4 procent 2,0 procent 1,1 procent
2015 8,3 procent 11,3 procent 1,4 procent
2016 4,1 procent 7,7 procent 5,7 procent
2017 4,1 procent 9,7 procent 5,4 procent
2018 3,3 procent 2,1 procent 1,0 procent
2019 4,3 procent 3,2 procent 7,5 procent
2020 7,0 procent 10,2 procent 12,8 procent
2021 10,9 procent 8,3 procent 16,7 procent
2022 -6,5 procent -6,4 procent 1,2 procent
2023 3,5 procent 6,8 procent 3,8 procent
2024 5,1 procent 7,0 procent -0,3 procent
2025 7,5 procent 15,3 procent 7,0 procent

Kilde: Boligsidens Markedsindeks.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev