Boligprojekt til næsten 40 millioner i Vildbjerg

I alt skal der bygges 27 rækkehuse på grunden, hvoraf 16 bliver almene boliger med en anskaffelsessum på knap 39 millioner kroner.

Det gamle rådhus i Vildbjerg skal rives ned og erstattes af boligbyggeri i form af 27 rækkehuse. Illustration fra lokalplanen.
Det gamle rådhus i Vildbjerg skal rives ned og erstattes af boligbyggeri i form af 27 rækkehuse. Illustration fra lokalplanen.

Politikerne i Økonomi-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget Herning Kommune har nikket ja til økonomien i et projekt med 16 almene familieboliger i et nyt boligområde ved Nylandsvej og Park Allé i Vildbjerg.

Boligerne opføres af boligselskabet Bomidtvest i samarbejde med Nodo Arkitekter og bliver en del af området, der får navnet Rådhusparken i Vildbjerg.

I alt skal der bygges 27 rækkehuse på den 11.700 kvadratmeter store rådhusgrund. De almene boliger omfatter 12 boliger med tre værelser på 98 kvadratmeter og fire boliger med fire værelser på 105 kvadratmeter.

Boligerne opføres som tæt-lav rækkehuse med et samlet bebygget areal på omkring 1.600 kvadratmeter. Den forventede husleje ligger på cirka 8.940 kroner om måneden for de mindre boliger og 9.546 kroner for de større.

Den samlede anskaffelsessum for projektet er beregnet til knap 39 millioner kroner.

Projektet er i overensstemmelse med lokalplanen for boligområdet ved Nylandsvej i Vildbjerg. Byggeriet forventes at gå i gang i 2026, og de nye boliger ventes at stå klar til indflytning i 2028.

Tilmeld Nyhedsbrev