Gennem selskabet Mølholm Ejendomme har landmand og ejendomsudvikler fra Vinderup, Steffen Buskov, allerede opført 22 rækkehuse i projektet Skovhusene i Mølholm.
Nu er næste etape med yderligere 22 rækkehuse i området nord for Ulvehavevej ud mod Østjyske Motorvej på tegnebrættet.
Netop motorvejen har ellers truet projektet. I slutningen af oktober 2022 besluttede politikerne i byrådet i Vejle Kommune at sende et lokalplanforslag for projektet i fire ugers offentlig høring, og i den forbindelse tikkede et veto fra Vejdirektoratet ind.
Nu har politikerne i byrådet så besluttet at sende et ændret lokalplanforslag for det 12.000 kvadratmeter store område i fornyet høring.
Efter drøftelse med Vejdirektoratet og tilpasninger ønsket af bygherre, stilles der nu krav om facadeskærm ved boliger, der påvirkes af støj over grænseværdierne, inddeling af lokalplanområdet i delområder til beboelse og delområde uden bebyggelse. Desuden er et fælleshus blevet tilføjet som en del af projektet.
“Det har været et ønske fra bygherre, at facadeskærmen skal kunne bidrage til kvaliteten af den enkelte bolig. Bygherre vil derfor gerne, at skærmene udformes, så det fremstår som orangeri. Facaden bliver derved sikret mod støj, ligesom den enkelte beboer får et opholdsrum, som kan indrettes som ekstra terrasse. Dertil har bygherre ønsket at tilføjet mulighed for opførelse af et fælleshus, så rammerne er på plads til et muligt bofællesskab i området”, fremgår det af referatet fra det seneste byrådsmøde.
Projektet er tegnet af arkitekterne Rued & Buskov. Ny bebyggelse skal opføres som rækkehuse i to u-formede bebyggelser. Hver bebyggelse skal være sammenbygget og opføres i to etager.
Det samlede etageareal må ikke overstige 4.500 kvadratmeter. Bebyggelsesstrukturen sikrer, at der opstår indre gårdhaver, der åbner op mod et fælles opholdsareal.
Der bliver vejadgang til boligerne fra Ulvehavevej. Der skal sikres vejadgang til ejendommen Ulvehavevej 19, som har en tinglyst vejret ind gennem lokalplanområdet.