AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Årsresultatet for salget af huse, ejerlejligheder og sommerhuse på det danske boligmarked i 2018 bød på en samlet omsætning på 171,237 milliarder kroner. Og nu viser Boligsidens nye handelstal, at salget af de tre boligtyper til og med november måned 2019 beløber sig til 171,217 milliarder kroner.

Efter årets 11 måneder er status dermed, at kun 20 millioner kroner adskiller de to beløb. Og der er vel at mærke stadig en måned tilbage at sælge boliger i.

– Man skal altid være varsom med at se ind i krystalkuglen. Men vi mangler fortsat hele det samlede salg for december måned, så i dette tilfælde tør jeg godt spå, at den samlede købesum i 2019 kommer til at overgå resultatet fra 2018, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– 2019 har været et fantastisk år på boligmarkedet med livlig aktivitet. Antallet af solgte sommerhuse har allerede nu slået rekord for årtiet, antallet af solgte huse ser ud til at gøre det samme, og der er også kommet godt gang i salget af ejerlejligheder igen. Særligt positivt er det, at den øgede aktivitet har spredt sig til størstedelen af landet, og at priserne også stiger i takt med, at der sælges flere boliger.

Stigende salg og højere priser fører til øget købesum

Boligsidens nye handelstal viser, at der til og med november måned er solgt 9.699 sommerhuse. Det er det højeste niveau i årtiet, og dermed er der i 2019 handlet sommerhuse for lidt over 13 milliarder kroner.

For husenes vedkommende er der solgt 47.153 villaer og rækkehuse i 2019, hvilket svarer til en samlet købesum på 113 milliarder kroner. Det er cirka én milliard mere, end hvad der blev købt huse for i hele 2018, hvor der blev solgt huse til en samlet værdi af 112 milliarder kroner.

Og ser vi på ejerlejlighederne er der til og med november 2019 solgt i alt 16.878 af slagsen. Her er der tale om en samlet købesum på knap 45 milliarder, imens der i hele 2018 blev solgt ejerlejligheder for samlet 47 milliarder kroner.

– De stigende salgspriser er selvfølgelig en del af forklaringen på, at den samlede købesum lander på et højt niveau allerede i november. Men den anden del af forklaringen er, at der sælges flere boliger. Foruden rekorden i antal solgte sommerhuse, tyder alt også på, at vi vil se en rekord i antal solgte huse i 2019. Og det må vise sig, om ejerlejlighederne også kan nå op på niveau med 2018, siger Birgit Daetz.

I hvert fald er det mere end sandsynligt, at købesummen for 2019 kommer til at overgå 2018-resultatet. Og pilen peger samtidig i retning af en rekord for årtiet.

Den samlede status for boligsalget i 2019 kommer, når Boligsiden den 22. januar 2020 fremlægger de sidste handelstal for december.

Så meget har danskerne handlet boliger for siden 2011

År Beløb (i kroner)
2011 69.626.223.907
2012 79.829.337.537
2013 89.709.962.771
2014 105.931.296.022
2015 139.107.227.178
2016 149.656.547.401
2017 171.954.843.879
2018 171.236.941.156
2019 (til og med november) 171.216.601.036

(I tabellen indgår det samlede salg af boligtyperne villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse i årene 2011-2018. I 2019 er der kun data for månederne januar-november. Kilde: Boligsiden)

Så mange boliger er der solgt siden 2011

År Villaer og rækkehuse Ejerlejligheder Sommerhuse
2011 26.934 9.193 3.997
2012 29.858 11.343 4.967
2013 31.417 12.484 5.291
2014 34.877 15.371 5.699
2015 42.008 19.328 6.809
2016 43.341 19.948 7.316
2017 47.608 20.532 9.029
2018 48.312 18.104 8.923
2019 (til og med november) 47.153 16.878 9.699

(I tabellen indgår det samlede salg af boligtyperne villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse i årene 2011-2018. I 2019 er der kun data for månederne januar-november. Kilde: Boligsiden)

Øvrige nøgletal om boligmarkedet

  • Der er i november måned alene solgt 1.664 ejerlejligheder. Det er 11 procent flere end i november 2018, hvor der blev solgt 1.494.
  • I november 2019 er der solgt 4.148 villaer og rækkehuse. Det er tre procent flere end i november 2018, hvor der blev solgt 4.034 huse.
  • For sommerhuse er der tale om en stigning i salget på 25 procent i forholdt til samme tidspunkt sidste år. I november 2019 er der solgt 787 sommerhuse, og i november 2018 var antallet 630.
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling