Boligsalget fortsatte sin opadgående kurs i oktober, som blev årets mest aktive måned på markedet for både huse og ejerlejligheder.

Ifølge nye tal fra Boligsiden blev der solgt 5.686 villaer og rækkehuse, hvilket er det højeste antal i år og det næsthøjeste oktobertal i hele statistikken. Kun oktober 2020 ligger højere.

Interessen for boligkøb er bredt forankret i landet, og flere landsdele oplever rekordniveauer.

– Der er fart på derude, og interessen for boligkøb er fortsat stor. Sidste år blev oktober også måneden med flest hussalg, men salget i oktober i år ligger 14 procent højere. Det er det solide udgangspunkt i danskernes økonomi, der bidrager til det stigende antal handler, og det mest bemærkelsesværdige er, at den øgede aktivitet gælder i størstedelen af landet, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Nordjylland, Østjylland og Sydjylland sætter nye rekorder, mens de fleste øvrige landsdele ligger tæt på de højeste niveauer for måneden. I Nordsjælland stiger salget med 24 procent, og i Østjylland ligger stigningen på 28 procent.

Også ejerlejlighederne bliver solgt i højt tempo. I oktober skiftede 1.991 ejerlejligheder hænder, hvilket er årets højeste antal og det næsthøjeste for oktober nogensinde. Kun i 2020 blev der solgt flere lejligheder i samme måned.

– Salget af ejerlejligheder fortsætter i det høje tempo, som har præget det meste af 2025, og de mange handler gælder i flere af de største byer. Københavns Kommune ligger nogenlunde på niveau med oktober sidste år, hvor oktober også var måneden med flest salg. Og i Aarhus ser vi en stor fremgang i salget på 49 procent sammenlignet med samme måned sidste år, forklarer Birgit Daetz.

Odense oplever også fremgang med 16 procent flere handler end sidste år, mens salget i Aalborg ligger på niveau. Oktober slutter dermed som en af årets mest travle måneder på boligmarkedet, hvor alle boligtyper samlet når op på 9.383 handler.

Solgte villaer og rækkehuse i landsdele

Landsdel
Antal solgte huse i oktober 2025
Ændring seneste år
(oktober 24-oktober 25)
Bornholm 66 10 procent
Byen København 148 15 procent
Københavns omegn 414 10 procent
Nordsjælland 615 24 procent
Østjylland 990 28 procent
Vestjylland 433 0 procent
Nordjylland 607 15 procent
Østsjælland 331 4 procent
Vest- og Sydsjælland 750 9 procent
Fyn 555 2 procent
Sydjylland 777 20 procent
Hele landet 5.686 14 procent

Kilde: Boligsidens handelstal.

Solgte ejerlejligheder i storby-kommunerne

Kommune
Antal solgte i oktober 2025
Ændring seneste måned
Ændring seneste år
København 664 -2 procent 1 procent
Frederiksberg 113 14 procent 1 procent
Aarhus 259 8 procent 49 procent
Odense 59 2 procent 16 procent
Aalborg 67 -21 procent -1 procent

Kilde: Boligsidens handelstal

Solgte boliger 2025 fordelt på boligtyper

Måned
Villaer/rækkehuse
Ejerlejligheder
Sommerhuse
Alle boligtyper*
Januar 2025 4.133 1.608 562 6.883
Februar 2025 4.503 1.707 710 7.537
Marts 2025 5.256 1.796 901 8.611
April 2025 4.994 1.700 953 8.308
Maj 2025 5.651 1.928 1.137 9.437
Juni 2025 5.409 1.827 1.125 9.089
Juli 2025 5.124 1.819 1.058 8.642
August 2025 4.922 1.758 1.211 8.555
September 2025 5.589 1.946 1.133 9.311
Oktober 2025 5.686 1.991 1.020 9.383

*Alle boligtyper dækker over andelsbolig, ejerlejlighed, fritidsbolig, fritidsgrund, helårsgrund, kolonihave, landejendom, lystejendom, rækkehus, villa og villalejlighed. Kilde: Boligsiden.

Tilmeld Nyhedsbrev