Boligselskab og kommune i strid om seks parkeringspladser

Boligselskabet har udlånt seks parkeringsbåse til kommunen, som nu mener at have vundet hævd over parkeringspladserne.

Midtjysk Boligselskab og Silkeborg Kommune strides om retten til seks parkeringsbåse i Mejerigården. Foto: Klimadatastyrelsen.
Midtjysk Boligselskab og Silkeborg Kommune strides om retten til seks parkeringsbåse i Mejerigården. Foto: Klimadatastyrelsen.

En konflikt mellem Midtjysk Boligselskab og Silkeborg Kommune om seks parkeringspladser i Mejerigården kan udvikle sig til en retssag, skriver Midtjyllands Avis.

Striden handler om, hvorvidt pladserne ligger på kommunalt vejareal eller på boligselskabets grund.

Ifølge Geodatastyrelsens matrikelkort ligger de på boligselskabets grund, skriver Midtjyllands Avis.

Sagen skal nu afgøres af en landinspektør ved en skelforretning. Midtjysk Boligselskab mener, at parkeringspladserne tilhører dem, og at de tidligere har stillet dem til rådighed for kommunen, fordi der ikke var behov for alle pladserne blandt beboerne.

Annonce

– Nu vil vi gerne have dem tilbage, da vi kan se, at flere af vores lejere får bil, siger forretningsfører i Midtjysk Boligselskab, Emil Kjenseth, til Midtjyllands Avis.

Kommunen vurderer derimod, at den gennem mange år har haft rådighed over arealet, blandt andet ved at etablere betalingsparkering, opsætte automater og stå for drift og vedligehold. Ifølge kommunen kan der derfor være opstået hævd, hvilket betyder, at retten til arealet kan være overgået til kommunen efter mange års brug.

Der findes ingen skriftlig aftale mellem parterne om brugen af parkeringspladserne. Kommunen mener derfor, at boligselskabet ikke ensidigt kan kræve dem tilbage. Boligselskabet har foreslået en ny aftale, hvor pladserne kan lånes ud med mulighed for at få dem tilbage ved behov, men det har kommunen afvist.

Hvis landinspektøren giver kommunen medhold, er boligselskabet klar til at indbringe sagen for domstolene. Samtidig forventes det, at politikerne i kommunen vil tage stilling til sagen, når skelforretningen er afsluttet.

– Vi har brug for, at sagen bliver fuldt belyst, så vi ved, hvad der er op og ned, inden vi forholder os til den, siger formand for plan-, vej- og trafikudvalget, Kristian Pihl Lorentzen (V), til Midtjyllands Avis.

Midtjysk Boligselskab har 2.200 lejeboliger fordelt på 74 afdelinger i Silkeborg og omegn. Selskabet administreres af Boligkontoret Danmark.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev