Hvis alt går efter planen, kan nye beboere flytte ind i 39 almene lejligheder i centrum af Silkeborg i første halvdel af 2027.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Det nye byggeri opføres af boligselskabet AAB Silkeborg på hjørnet af Frederiksberggade og Jernbanevej.
Byggeriet sættes i gang den 1. september 2025, og byggefirmaet Knudsgaard står for totalentreprisen i samarbejde med Cubo Arkitekter og Rønslev Rådgivende Ingeniører, mens arkitekt Inge Nielsen Skytte, kreativ chef hos Sweco Danmark, er bygherrerådgiver.
– Det er et fedt projekt, udtaler direktør Flemming Jensen fra boligselskabet AAB Silkeborg til Midtjyllands Avis, som oplyser, at lejlighederne bliver mellem 75 og 85 kvadratmeter store og får to-fire værelser.
Den 3.375 kvadratmeter store bygning får varierende højder – op til fem etager ud mod Frederiksberggade. Desuden etableres en parkeringskælder.
I forbindelse med udbuddet af totalentreprisen var den anslåede værdi godt 51 millioner kroner.
Ifølge Midtjyllands Avis har området tidligere lagt adresse til blandt andet Silkeborg Låseservice og værtshuset Lise’s.