Boligselskaberne Svendborg Andels-Boligforening, Boligselskabet Sydfyn og Det Ærøske Boligselskab fusionerer. Det skriver Fyens.dk.
Ifølge avisen får det nye boligselskab navnet Sydfyns Almene Boliger og kommer til at stå for udlejning af 4.700 boliger.
Selskabet får 60 ansatte og en årlig omsætning på 300 millioner kroner.
Fusionen træder formelt i kraft den 1. januar 2025, skriver Fyens.dk.
“Med denne beslutning skaber vi fundamentet for en stærk boligorganisation, der kan løfte opgaver i forhold til grønne løsninger, bedre udnyttelse af it og automatisering, mere effektiv drift og vedligehold af vores bygninger – og en langt mere robust organisation og attraktiv arbejdsplads”, lyder det ifølge Fyens.dk i en fælles udtalelse fra ledelserne i de tre boligselskaber.
Morten Byder fra Boligselskabet Sydfyn bliver den første formand for det nye fælles selskab mens Karina Jensen fra Svendborg Andels-Boligforening bliver næstformand.
Selskabet flytter ind i Svendborg Andels-Boligforenings nuværende domicil i Bregnegårdshaven i Svendborg. Det Ærøske Boligselskabs nuværende kontor- og servicecenter i Vestergade i Marstal bliver satellitkontor.
Det nye boligselskab forventer, at der skal ansættes fire nye medarbejdere, der skal løse de opgaver, som administrationsselskabet Domea.dk i dag løser for Boligselskabet Sydfyn.