Nybolig samarbejder med boligstylingsfirmaet SalesStyling, som især er kendt fra tv-programmet Løvens Hule, hvor fra investor Mia Wagner og Freeway-koncernen investerede 1,4 millioner kroner i virksomheden.
Ifølge stifter og direktør Louise Holm fra SalesStyling har der været stigende efterspørgsel efter salgsstyling de seneste år, og hun spår en endnu større fremtid indenfor styling af boliger til salg. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra parterne.
SalesStyling er specialiseret i at indrette og style boliger med henblik på at fremhæve boligens potentiale, tiltrække flere købere, forkorte boligens salgstid og få den optimale salgspris.
– Vi ser en klar sammenhæng mellem de nye markedsvilkår, og efterspørgslen efter salgsstyling. Sælgerne kigger nu igen efter værktøjer til at nedbringe salgstiden på deres bolig. Flere er begyndt at indse, at det kan være økonomisk fornuftigt at bruge 5.000-10.000 kroner på en styling fremfor at sætte huset ned med 100.000 kroner, udtaler Louise Holm.
Ifølge administrerende direktør i Nybolig, Peter J. Mattsen, kan salgsstyling gøre en forskel for, hvor hurtigt man som sælger kan komme i mål med boligsalget. Det gælder både nye projektboliger, hvor kreativ indretning kan fremhæve boligens styrker, og ældre boliger, hvor et æstetisk løft kan få potentielle købere til at se muligheder.
– Salgsstyling er et alle tiders værktøj for vores ejendomsmæglere at kunne tilbyde kunderne. Det er både muligt at indrette boligen kortvarigt med henblik på fotografering, hvorefter alle møbler og effekter fjernes igen, eller der kan laves en mere fuldkommen indretning, hvor sælger lejer møbler og interiør, mens boligen er til salg, siger Peter J. Mattsen.
Louise Holm har selv en fortid som ejendomsmægler i Nybolig. Hun kan glæde sig over, at SalesStyling gennem alle årene har haft sorte tal på bundlinjen. I 2021 fik SalesStyling et resultat før skat på godt 1 million kroner før skat mod 1,7 millioner kroner året før, mens virksomheden i 2021 havde en bruttofortjeneste på knap 7,1 millioner kroner mod næsten 5,9 millioner kroner året før.