Boligmarkedet udvikler sig i to vidt forskellige retninger. I hovedstadsområdet vælter flere boliger ud på markedet, mens køberne i resten af landet får færre muligheder.
Det skriver Boligsiden.dk.
Ved indgangen til september er der 6.331 ejerlejligheder til salg i Danmark. Det er 2,5 procent flere end for en måned siden, men 2,2 procent færre end på samme tidspunkt sidste år.
I Region Hovedstaden er udviklingen markant kraftigere. Her er udbuddet steget 8,9 procent på bare en måned og ligger nu 24,5 procent over niveauet for et år siden.
Særligt København skiller sig ud. Her er der 1.955 ejerlejligheder til salg, hvilket er 11,7 procent flere end for en måned siden og hele 68,5 procent flere end for et år siden. Siden januar er udbuddet ifølge Boligsiden blevet fordoblet, og der er kommet knap 1.000 ekstra lejligheder til salg.
– Vi har ikke tidligere set en så stor stigning i udbuddet på denne tid af året i København, og det sker som en konsekvens af, at der ikke er helt så meget fart på handlerne som tidligere, samtidig med at det tager længere tid at få dem solgt, udtaler Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
– Derudover kommer der også hele tiden nye lejligheder til salg, og derfor vokser købernes valgmuligheder hurtigt.
Også udbuddet af huse vokser i hovedstadsområdet. Antallet af villaer og rækkehuse er steget 2 procent på en måned. Det er den eneste region i landet, hvor udbuddet af huse er vokset. Alligevel ligger hovedstaden fortsat 8,2 procent under niveauet fra sidste år.
Uden for hovedstaden går udviklingen den modsatte vej. På landsplan er der 29.619 villaer og rækkehuse til salg, hvilket er 1,4 procent færre end for en måned siden og 14,2 procent færre end for et år siden. I Region Midtjylland er faldet på et år hele 19,1 procent.
Også udbuddet af sommerhuse falder kraftigt. Der er 5.582 sommerhuse til salg, hvilket er 5,8 procent færre end for en måned siden og 16,8 procent færre end for et år siden.
Dermed står boligkøberne i hovedstaden med stadig flere muligheder, mens købere i store dele af resten af landet møder et marked med færre boliger og dermed større konkurrence.
Udvikling i udbud af ejerlejligheder
| Område | Antal lejligheder til salg primo september 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 6.331 | 2,5 procent | -2,2 procent |
| Region Hovedstaden | 3.120 | 8,9 procent | 24,5 procent |
| Region Midtjylland | 1.074 | -1,9 procent | -27,3 procent |
| Region Nordjylland | 820 | -4,4 procent | -16,2 procent |
| Region Sjælland | 419 | -0,5 procent | -10,1 procent |
| Region Syddanmark | 898 | -4,4 procent | -14,2 procent |
Udvikling i udbud af ejerlejligheder i storbyerne
| Kommune | Antal lejligheder til salg primo september 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| København | 1.955 | 11,7 procent | 68,5 procent |
| Frederiksberg | 281 | 12,4 procent | 82,5 procent |
| Aarhus | 370 | 1,1 procent | -38,2 procent |
| Odense | 266 | -1,1 procent | -9,5 procent |
| Aalborg | 584 | -3,8 procent | -16,0 procent |
Udvikling i udbud af villaer/rækkehuse
| Område | Antal huse til salg primo september 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Hele landet | 29.619 | -1,4 procent | -14,2 procent |
| Region Hovedstaden | 4.179 | 2,0 procent | -8,2 procent |
| Region Midtjylland | 8.179 | -1,9 procent | -19,1 procent |
| Region Nordjylland | 5.480 | -2,0 procent | -10,0 procent |
| Region Sjælland | 4.042 | -1,8 procent | -18,1 procent |
| Region Syddanmark | 7.739 | -1,9 procent | -12,6 procent |
Udvikling i udbuddet primo september 2026
| Boligtype | Antal til salg primo september 2026 | Ændring seneste måned | Ændring seneste år |
| Villaer/rækkehuse | 29.619 | -1,4 procent | -14,2 procent |
| Ejerlejligheder | 6.331 | 2,5 procent | -2,2 procent |
| Sommerhuse | 5.582 | -5,8 procent | -16,8 procent |
Kilde: Boligsiden.






















