Direktør og ejer Andreea Kaiser fra Alfa Development. Foto: PR.
Direktør og ejer Andreea Kaiser fra Alfa Development. Foto: PR.

Alfa Development kom ud af 2025 med et overskud på 41 millioner kroner efter skat og har dermed vendt sidste års underskud på cirka 5 millioner kroner til sorte tal.

– Vi leverer et tilfredsstillende og forventet resultat for 2025, som bekræfter, at vi er i fuld gang med at eksekvere den strategi, vi har lagt for Alfa Development, udtaler Andreea Kaiser, administrerende direktør og medejer af Alfa Development.

Samtidig faldt omsætningen fra 118 millioner kroner til 85 millioner kroner.

– Som projektudvikler indregner vi først omsætning og indtjening fra projektsalg, når boligerne afleveres til køberne. Derfor afspejler årsregnskabet for 2025 endnu ikke den høje salgs- og byggeaktivitet, vi aktuelt ser på tværs af forretningen. Omsætningen fra de nuværende projektsalg forventes indregnet fra 2027 og frem, understreger Andreea Kaiser.

Boligudvikleren peger på, at aktiviteten er højere end regnskabet umiddelbart viser. I første halvår af 2026 har selskabet solgt 130 ejerboliger, svarende til 98 procent af de boliger, der har været udbudt til salg, og byggeriet af mere end 500 boliger er sat i gang i hovedstadsområdet.

– Det giver os et stærkt fundament for de kommende år og understøtter vores ambition om at drive en stabil, robust og disciplineret udviklingsforretning med færrest mulige overraskelser, siger Andreea Kaiser.

I 2025 fik Alfa Development desuden endeligt vedtaget lokalplanerne for de nye bydele Egehaven i Rødovre og Søborg Skovby i Gladsaxe, mens udviklingen af Astas Have på Amager igen kom i gang. Samtidig udvider selskabet sit boligkoncept med yderligere 250 lejeboliger i Søborg Skovby.

Ved udgangen af året havde selskabet en egenkapital på over 1 milliard kroner og en soliditetsgrad på 53 procent, hvilket ifølge ledelsen giver en stærk finansiel position og mulighed for nye jordkøb.

Selv om 2025 bød på et markant overskud, forventer Alfa Development et mere beskedent resultat i 2026 på mellem 10 og 15 millioner kroner før skat. Forklaringen er, at de allerede solgte ejerboliger først ventes at bidrage til regnskabet fra 2027 og 2028, når byggerierne er afsluttet og boligerne overdrages til køberne.

Alfa Development: Hoved- og nøgletal

Tusinde kroner 2025 2024 2023 2022 2021
Resultatopgørelse
Omsætning 85.399 118.178 256.871 310.048 605.198
Bruttofortjeneste 75.437 35.662 24.651 174.138 249.713
Ordinært driftsresultat 51.046 8.075 40.758 139.564 208.561
Finansielle poster, netto -27.832 -20.563 39.244 12.528 -15.370
Resultat før skat 23.214 -12.493 80.002 152.092 193.191
Årets resultat 41.393 -5.283 70.885 132.602 152.459
Balance
Aktiver i alt 1.948.712 1.917.352 2.249.429 2.718.136 2.215.179
Investeringer i materielle anlægsaktiver 114.327 18.042 103.381 662.378 335.145
Egenkapital 1.040.162 998.768 1.129.051 1.198.166 1.065.563
Pengestrømme
Pengestrømme fra driftsaktiviteter -84.491 -32.795 111.713 264.612 94.388
Pengestrømme fra investeringsaktiviteter -111.665 -28.767 646.826 -634.260 599.664
Pengestrømme fra finansieringsaktiviteter -15.722 -281.306 -283.583 441.321 -714.447
Samlede pengestrømme -211.878 -342.868 474.956 71.673 -20.395
Medarbejdere
Gennemsnitligt antal fuldtidsansatte 34 36 44 40 42
Nøgletal (%)
Likviditetsgrad 263,7 368,9 264,1 79,5 243,5
Egenkapitalandel 53,4 52,1 50,2 44,1 48,1
Forrentning af egenkapital 4,1 -0,5 6,1 11,7 15,5
AnnonceTilmeld Nyhedsbrev