Borgermøde om fremtidens Mølholmsvej og Annebergvej

Den 3. Limfjordsforbindelse ventes at give mere trafik på Mølholmsvej og Annebergvej. Nu vil Aalborg Kommune have borgernes input til, hvordan vejene skal indrettes.

Vejprofilskitse af Mølholmsvej. Illustration: Aalborg Kommune.
Vejprofilskitse af Mølholmsvej. Illustration: Aalborg Kommune.

Når den 3. Limfjordsforbindelse åbner, får Mølholmsvej og Annebergvej en ny rolle som indfaldsvej til den vestlige del af Aalborg.

Aalborg Kommune forventer derfor mere trafik på strækningen og arbejder med planer om at ændre vejens udformning.

Ifølge en pressemeddelelse inviterer kommunen derfor til borgermøde mandag den 5. oktober klokken 19 på Hasseris Gymnasium. Her vil rådmand for Teknik og Miljø, Peter Lindholt (DD), og stadsarkitekt Jens Rex præsentere de foreløbige planer. Derefter kan borgerne komme med input ved forskellige temastationer.

– Når den 3. Limfjordsforbindelse åbner, vil Mølholmsvej og Annebergvej få en ny rolle som indfaldsvej til den vestlige del af Aalborg. Det betyder, at trafikken på strækningen forventes at stige, udtaler Peter Lindholt.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

– Vi arbejder med et forslag om at omdanne Mølholmsvej og Annebergvej til en moderne indfaldsvej, som kan håndtere den stigende trafik. Samtidig vil vi gøre det tryggere og mere attraktivt at gå og cykle, skabe mere grønt langs vejen og etablere sikre krydsningsmuligheder.

Rammerne for selve tilslutningsanlægget og forbindelsen til Mølholmsvej er allerede fastlagt. Det kommende borgermøde handler derfor primært om, hvordan den nye vejstrækning skal indrettes.

Også borgere, der ikke deltager i mødet, kan komme med kommentarer. Input skal afleveres digitalt via kommunens høringsformular senest den 19. oktober 2026.

Man kan læse mere om borgermødet og tilmelde sig her.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev