Botilbud til 85 millioner i Herning sendes i udbud

Region Midtjylland investerer 85 millioner kroner i modernisering af Nørholm med 26 nye boliger, dagtilbud og grønne områder.

Borgere med udviklingshandicap og komplekse behov kan se frem til nye og mere tidssvarende rammer i Herning, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Regionsrådet har godkendt projektet Fremtidens Nørholm, som skal modernisere det specialiserede tilbud Nørholm med nye boliger, fællesfaciliteter og et moderne dagtilbud. Skitseprojektet er udarbejdet af DAI.

Projektet har et samlet budget på 85 millioner kroner og omfatter opførelse af 26 nye to-rumsboliger samt renovering af tre eksisterende boliger. Derudover etableres fælles opholdsrum, værksteder, café, motions- og sanserum samt nye grønne udeområder med stier og opholdszoner.

Endeligt opføres en central bygning med fire afdelinger, fælleskøkkener og opholdsrum samt et moderne dagtilbud med café, værksteder, motions- og sanserum, og separate administrationsområder.

Annonce

Nørholm er et højt specialiseret tilbud til voksne med udviklingshandicap og komplekse sociale, psykiatriske og sundhedsfaglige udfordringer. Mange af borgerne har samtidig misbrug eller foranstaltningsdomme.

De nye boliger bliver placeret, så nogle ligger tæt på fællesfunktioner og personale, mens andre etableres som mere selvstændige rækkehuse.

– Det her handler om at give nogle borgere med meget komplekse udfordringer en hverdag med mere tryghed, værdighed og livskvalitet. De fysiske rammer betyder rigtig meget for, hvordan man trives, udtaler regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Byggeriet skal nu i udbud, mens arbejdet med en ny lokalplan fortsætter i samarbejde med Herning Kommune. Projektet forventes at blive udbudt i totalentreprise som EU-udbud med prækvalifikation.

Samlet omfatter projektet omkring 1.950 kvadratmeter nybyggeri, og der renoveres omkring 1.400 kvadratmeter. Byggeriet gennemføres i etaper for at undgå ekstern genhusning.

Projektet skal certificeres til DGNB Guld med hjerte. Blandt andet genanvendes dele af de eksisterende bygninger, og udeområderne indrettes til lokal håndtering af regnvand og øget biodiversitet. Det forventes, at byggeriet kan gå i gang i 2027 og stå færdigt i 2029.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev