Boxit på Stokagervej vokser i disse dage med 650 nye depotrum, som efter planen skal stå helt færdige i slutningen af 2023. Der blev for nyligt frigjort plads på grunden i Risskov, da afdelingen for specialdesignede containere i slutningen af april rykkede til spritnye lokaler Hasselager.
Det skriver depotudlejeren med base i Aalborg i en pressemeddelelse.
– Vi har haft alenlange ventelister i lang tid og har sagt nej til nye kunder hver dag. Der er et kæmpe behov i kølvandet på boligboomet, som stadig giver stor efterspørgsel, fordi pladsen er ændret for mange. Folk bor generelt mere småt i dag, og mange tænker derfor, at det er fint med et depotrum et andet sted til julepynten og rejsetaskerne, siger Klaus Møller, der har været hos Boxit i Risskov i syv år.
En væsentlig andel af kunderne i Risskov skal findes i erhvervslivet. Virksomheder står på venteliste for at kunne få et rum, oplyser Boxit.
– Det er især konsulenter, der har vareprøver, som de opbevarer hos os og henter af ved behov. Vi er godkendt til opbevaring af fødevarer, og det udgør også en del. Desuden bruger mange mindre webshops os som lager og kører selv herud og pakker deres produkter, fortæller Klaus Møller, der bruger en del af dagligdagen på at modtage og sende pakker for erhvervskunderne, hvoraf nogle også har til huse i de 29 erhvervslejemål i form af kontorer, der ligger i overetagen – det såkaldte Flexoffice, der er åbent for kunder 24-7.
Særligt én generation i depotrummene
Depotrummene i Risskov har forskellige størrelser og går fra 6 kubikmeter og helt op til 50. En stor del udlejes også til private og lige så forskellige som rummene og indholdet i dem er, lige så forskellige er de mennesker, der bruger dem.
– Vi møder folk i mange forskellige, men skelsættende faser af livet her. Det er lidt af et socialkontor nogle gange, hvor vi vejleder folk gennem skilsmisse, dødsfald, nyforelskelser, familieforøgelser og det hele. De seneste par år har vi dog særligt set en gruppe af mennesker fra min generation. Det er folk som mig i 60’erne, der har solgt deres store boliger og købt noget mindre i byerne, men som ikke er helt klar til at skille sig af med alle deres ting endnu, siger Klaus Møller.
Han er selv 62 og ligger sig dermed i det aldersmæssige smørhul mellem kollegaerne Jan på 52 og Erik på 75, der sammen styrer de mange hundrede depotrum og butikken i Risskov.