Nye regler betyder, at det efter nytår kun er autoriserede virksomheder og uddannede medarbejdere, der må fjerne asbestholdige byggematerialer. Ifølge Dansk Håndværk har private derfor i stor stil forsøgt at få udskiftet de gamle tage for at undgå eventuelle prisstigning.
Det skriver brancheforeningen i en pressemeddelelse.
Efterhånden er den type gør-det-selv løsninger dog nærmest er gået i stå, fordi det er umuligt at skaffe nye tagplader til erstatning for de gamle, lyder det fra Dansk Håndværk, som påpeger, at der til gengæld kan der være opstået et andet problem.
Læs også: Lovændring giver øget efterspørgsel på løsninger til forsegling af asbestfibre
– I dag er reglen, at arbejdet både skal anmeldes til Arbejdstilsynet og til kommunen i forhold til affald. Alligevel verserer der en del rygter om tage, der er blevet fjernet uden anmeldelse til Arbejdstilsynet, og at affaldet derfor heller ikke er blevet afleveret på genbrugspladserne. Enten fordi folk har gjort det selv eller har fået hjælp fra nogen, der tager let på lovgivningen, udtaler direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Kommer der prisstigninger efter nytår frygter organisationen, at det kan friste endnu flere til at omgå reglerne. Derfor anbefaler Dansk Håndværk, at kravene til bygningsejerne strammes en smule.
Læs også: Stark vil ruste håndværkere til nye krav ved nedrivning af asbestholdigt materiale
– Det fremgår af BBR-registeret, hvis en bygning har et tag, der indeholder asbest. Så en løsning kan være, at man låser den oplysning, så bygningsejeren kun kan ændre det, hvis det kan dokumenteres, at arbejdet har været indberettet til Arbejdstilsynet, og at affaldet er afleveret på en kommunal genbrugsplads, lyder det.
Ifølge organisationen vil det være en ret simpel løsning, som vil forhindre, at uautoriserede udfører arbejdet eller at giftigt affald deponeres på ulovlig måde – uanset om det er i naturen, opmagasineres eller blandes imellem ufarligt affald til genbrugspladsen.
Har man ikke dokumentation for, hvordan et asbestholdigt tag er udskiftet, får man på et eller andet tidspunkt et problem i forhold til BBR-oplysningerne på ejendommen.