Brancheorganisation: Håndværkere presset af krav og priser

Små håndværksvirksomheder presses af stigende myndighedskrav og kundernes forventning om lave priser. Det gør mange opgaver urentable.

Flere små håndværksvirksomheder oplever, at de bliver fanget i et krydspres.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Håndværk.

På den ene side møder virksomhederne stigende krav fra myndighederne, og på den anden side forventer kunderne stadig lave priser.

Det er budskabet fra flere virksomheder, som i de seneste måneder har kontaktet Dansk Håndværk. Og problemet vokser.

Virksomhederne vil gerne gøre tingene rigtigt og levere ordentligt arbejde. Men papirarbejde, miljøscreeninger, affaldskontrol, godkendelser og krav til uddannelse af medarbejdere koster tid og penge.

Når regningen skal lægges oven i en mindre opgave, bliver prisen ofte så høj, at kunden takker nej.

– Vi oplever, at medlemmerne er bekymrede, udtaler Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.

– Over det seneste år har arbejdet med at indberette, søge godkendelser, gennemføre miljøscreeninger, modtage affaldskontrol, uddanne medarbejdere i kvalitetssikring og autorisationsarbejde samt tilpasse arbejdet til miljø- og klimaregler sendt virksomhedernes udgifter på himmelflugt. Der er kun én til at betale og det er kunden.

Ifølge ham vælger nogle virksomheder helt at undlade at give tilbud, fordi de ved, at prisen vil virke urimelig høj.

I stedet takker de nej med en henvisning til manglende tid, for at undgå at få ry for at være for dyre i lokalområdet.

For håndværkerne er det en frustrerende situation. Flere fortæller, at de efterfølgende ser opgaverne blive udført af konkurrenter, der kan presse prisen ned – enten fordi de springer over de mange krav eller ikke bruger tid og penge på at uddanne deres medarbejdere.

Tilmeld Nyhedsbrev