Brandvæsen i Aarhus vil have to nye stationer til 180 millioner

Investering på omkring 180 millioner kroner skal styrke beredskabet i både øst og vest med to nye brandstationer i Aarhus.

Rådhuset i Aarhus. Foto: © Dansk Byudvikling.
Rådhuset i Aarhus. Foto: Dansk Byudvikling.

Aarhus Kommune har to nye brandstationer i henholdsvis den østlige og vestlige del af byen på tegnebrættet som led i en større udviklingsplan for Østjyllands Brandvæsen.

De to nye stationer placeres på Sydhavnen og på Bautavej 9 i Aarhus Vest. Samlet forventes projekterne at koste omkring 180 millioner kroner, hvoraf cirka 110 millioner kroner går til stationen i øst og 70 millioner kroner til stationen i vest.

Begge projekter finansieres via leasing, hvilket kræver, at ejerkommunerne stiller garanti og deponerer midler i forhold til deres ejerandele. Aarhus Kommune står for langt hovedparten af finansieringen.

Stationen i Aarhus Øst skal blandt andet dække midtbyen og havneområdet og får en central rolle i beredskabet omkring Marselistunnelen. Samtidig samles en række specialfunktioner som redningsdykning og havneberedskab her. Stationen forventes at håndtere omkring 600 udrykninger årligt og bemandes med døgnvagt.

Annonce

I Aarhus Vest skal den nye station dække områder som Gellerup, Brabrand og Hasle. Den placeres tæt på den nye brandskole for at skabe bedre sammenhæng mellem uddannelse og drift. Også her forventes omkring 600 årlige udrykninger, og stationen bliver en del af byens samlede døgnberedskab.

Samtidig skal der findes en endelig finansiering på 5,2 millioner kroner til den eksisterende brandstation i Aarhus Nord. Beløbet dækker udbedring af fejl og mangler efter byggeriet og foreslås finansieret via opsparede midler og eksisterende budgetter, som efterfølgende tilbagebetales over driften.

Magistraten skal tage stilling til sagen på et møde i næste uge.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev