AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Salgspriserne på både villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse steg fra februar til marts måned. Det viser nye tal fra Boligsiden.

På ejerlejlighedsmarkedet steg den gennemsnitlige salgspris med 1,3 procent på landsplan. Og med en gennemsnitlig salgspris på 37.748 kroner per kvadratmeter ligger lejlighedspriserne nu på det højeste niveau registreret af Boligsiden – og hele 10,8 procent højere end samme tidspunkt sidste år.

Særligt Region Hovedstaden skiller sig ud. Her steg lejlighedspriserne med 1,6 procent fra februar til marts, og ligger nu hele 14 procent højere end samme tidspunkt sidste år – den største stigning blandt landets fem regioner.

– Der er mange, der gerne vil ind til de store byer. I København har vi længe været vidne til både stor efterspørgsel og stigende priser. Udbuddet kan ikke helt følge med, og det betyder, at boligerne bliver solgt hurtigt og med lave afslag, udtaler Thomas Jacobsen, der er kædechef i ejendomsmæglerkæden Estate.

Han anbefaler, at boligkøbere gør deres forarbejde grundigt, har styr på, hvor meget de kan købe for, og har aftalerne på plads med bank og realkreditinstitut. Dukker den rigtige lejlighed op, så gælder det nemlig om at kunne slå til hurtigt.

– Det går virkelig stærkt med ejerlejlighederne i øjeblikket – især i København. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt og klar til at handle, når den rigtige lejlighed dukker op. Hvis man har en forhåndsgodkendelse på det beløb, man kan købe for, kan man reagere hurtigt. Den kan man få hjælp til at få hos Estate, siger Thomas Jacobsen.

Måske flere rekorder på vej

Det er imidlertid ikke kun ejerlejlighederne, der stiger i pris i øjeblikket. Også villaer og rækkehuse har medvind.

Fra februar til marts måned steg den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse med 1 procent og ligger nu 5,7 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Med en gennemsnitlig salgspris på 17.821 kroner per kvadratmeter ligger huspriserne samtidig kun 68 kroner under det hidtidige topniveau fra juni 2022.

Vi vil gerne have sommerhuse

Under coronakrisen fik mange danskerne øjnene op for, hvor dejligt det kan være at holde ferie hjemme. Det sås tydeligt på sommerhussalget, der steg eksplosivt.

Selvom coronatiden efterhånden kan synes langt væk, er trenden i forhold til at købe sommerhus og holde ferie i Danmark dog holdt ved. Det tyder seneste handelstal fra Boligsiden på. Hele 24 procent flere sommerhushandler var der i februar måned i forhold til samme måned sidste år.

Og priserne på fritidsboliger er også i fremgang. Salgspriserne for sommerhuse steg med 2,6 procent fra februar til marts. Det bringer den gennemsnitlige kvadratmeterpris op på 23.407 kroner. Det er det næsthøjeste niveau, som Boligsiden har registreret – kun overgået i juli sidste år.

– Der er forårsfornemmelser i luften på boligmarkedet – og sommerhusmarkedet er ingen undtagelse. Interessen for at købe sommerhus og tilbringe ferien i Danmark er stor. Det er en trend, som jeg ikke tror går væk lige foreløbig, siger Thomas Jacobsen.

Stærk økonomi smitter af på boligmarkedet

Den høje aktivitet på boligmarkedet har sit afsæt i en stærk dansk økonomi:

– Det går godt for dansk økonomi. Beskæftigelsen er høj og mange har oplevet reallønfremgang. Derudover kan mange boligejere se frem til lidt lavere boligskatter fra 2025. Summen af de faktorer har givet grobund for den høje handelsaktivitet, vi ser lige nu, siger Thomas Jacobsen.

Han peger på, at foråret traditionelt er en travl tid på boligmarkedet, men at de nye tal alligevel er opsigtsvækkende.

Gennemsnitlige salgspriser i marts 2025

Boligtype Gennemsnitlig salgspris, marts 2025 (kroner per kvadratmeter) Ændring seneste måned Ændring seneste år
Villaer/rækkehuse 17.821 kroner 1,0 procent 5,7 procent
Ejerlejligheder 37.748 kroner 1,3 procent 10,8 procent
Sommerhuse 23.407 kroner 2,6 procent 5,1 procent

Kilde: Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling