Det nye datacenter på Esbjerg Havn får Bravida som teknisk hovedpartner, oplyser teknikentreprenøren i en pressemeddelelse.
Virksomheden skal stå for størstedelen af installationerne i det 11,5 megawatt store anlæg, der efter planen åbner i efteråret 2027.
Første spadestik til Dansk Data Center 1 på Esbjerg Havn blev taget torsdag den 13. august. Nu er det også besluttet, hvem der skal stå for en stor del af de tekniske installationer. Bravida er valgt som teknisk partner på projektet.
Virksomheden skal levere en samlet teknikentreprise inden for elektricitet, vand, varme og sanitet, ventilation, køling og bygningsautomatik. Dermed får projektet én teknisk samarbejdspartner, der skal koordinere de forskellige installationer.
Bag projektet står PensionDanmark, Thylander Group, Copenhagen Infrastructure Partners og Plexar. Målet er blandt andet at skabe et energieffektivt datacenter med høj forsyningssikkerhed og tæt integration med det lokale energisystem.
– Et datacenter som DDC1 stiller meget høje krav til både de tekniske løsninger og koordineringen mellem de enkelte fag, udtaler projektdirektør Anders Pihl Christiansen fra DDC1.
– Derfor har det været afgørende for os at vælge en samarbejdspartner, der kan samle de tekniske installationer og tage ansvar for en kompleks, tværfaglig leverance. Bravida har den nødvendige kapacitet, erfaring og faglige bredde, og vi ser frem til et tæt samarbejde om at realisere projektets ambitioner.
Bravida beskriver aftalen som en vigtig milepæl i virksomhedens satsning på datacentre, som er et voksende marked i Norden. Installationsarbejdet begynder, når de centrale dele af bygningen er på plads, og arbejdet forventes afsluttet i efteråret 2027, hvor datacentret også efter planen skal sættes i drift.
– Vi ser meget frem til samarbejdet, udtaler Jørn Tønnes, direktør for Region Syd i Bravida.
Datacentret får en kapacitet på 11,5 megawatt og bliver dermed et af Danmarks største. Fuldt udviklet kan prisen på datacentret ifølge Børsen løbe op i 10 milliarder kroner og få en kapacitet på 200 megawatt.























