Bravida skal også de næste fem år stå for teknisk drift og energiforbedringer på Q8’s tankstationer i hele landet.
Aftalen er netop blevet fornyet og bygger videre på et tæt samarbejde, som allerede har stået på i fem år, oplyser teknikentreprenøren i en pressemeddelelse.
Hos Bravida vækker den nye aftale glæde. Virksomheden ser forlængelsen som et tydeligt tegn på, at de har leveret stabile resultater og opbygget et stærkt tillidsforhold til Q8.
– Vi er meget glade for, at Q8 ser os som en vigtig partner fremadrettet, og vi ser frem til fortsat at bidrage til at Q8’s tekniske installationer fungerer optimalt og dermed understøtte deres indsats for at reducere deres energiforbrug betragteligt, udtaler Torben Høyrup, salgsdirektør i Bravida Danmark.
Aftalen handler ikke bare om serviceeftersyn og daglig drift. Den er også et vigtigt led i Q8’s indsats for at nedbringe energiforbruget og dermed bidrage til den grønne omstilling.
Hos Q8 ser man også frem til det fortsatte samarbejde. Manager for Engineering, Morten Uttrup, understreger, at Bravidas medarbejdere kender stationerne godt.
– Bravida har gennem flere år bidraget til vores indsats og mål om at reducere vores energiforbrug på vores servicestationer og dermed også reducere vores klimapåvirkning. Vi har udviklet et tæt samarbejde med Bravidas konsulenter og teknikere, som kender os rigtig godt, og som løbende kommer med forslag til, hvordan vi kan optimere vores drift og spare på vores energiforbrug, udtaler Morten Uttrup.
Bravida har opbygget et særligt koncept til Q8 med et fast hold, der sikrer hurtig respons og tæt kontakt. Omkring 50 til 60 medarbejdere forventes at være tilknyttet den nye aftale.
Tilmeld Nyhedsbrev























