Investeringsplatform Brickshare, der blev lanceret i 2016, har 13.618 brugere, men kun 20 procent af dem er kvinder. Men Brickshare håber at kunne vække kvindernes interesse for ejendomsinvestering, lyder det i en pressemeddelelse fra investeringsplatformen.
For 32-årige Nikoline Kofod Ravn, der arbejder som projektkonsulent i it-virksomheden IST, blev en rejse til Cambodia i sommeren 2018 startskuddet til en ny økonomisk strategi, og i dag investerer hun en stor del af sin indkomst, fortæller hun i pressemeddelelsen.
– Efter fire ugers ferie i Cambodia sagde jeg til min mand: “Hvor mange år, tror du, vi kan leve her, hvis vi sælger lejligheden i København?” Regnestykket viste, at vi kunne leve i Cambodia i otte år uden at arbejde. Da vi kom hjem, lagde vi vores budget om. Vi læste en masse, og så investerede vi. Vi lagde en plan ud fra vores drømme om lange rejser, men det vigtigste var at få skabt en situation, hvor pengene avler sig selv, og hvor vi ikke er afhængige af at arbejde for dem hele tiden, fortæller Nikoline Kofod Ravn i pressemeddelelsen.
Brickshare vil være en smutvej til ejendomsmarkedet
Brickshare bygger på ambitionen om at gøre ejendomsinvesteringer til allemandseje. Det foregår i praksis ved at udbyde andele i ejendomsfonde til offentligheden gennem en IT-platform. Konceptet er en god blanding af eksempelvis investeringsforeninger og nogle af de teknikker, vi kender fra crowdfunding, hvor mange små investorer går sammen om købet af en lejlighed eller en ejendom. På den måde kan man blive ejendomsinvestor med kun 5.000 kroner i indskud.
– I takt med at det er blevet sværere og sværere for unge og førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet, gør vi det nemmere og nemmere at købe fast ejendom – blandt andet på det københavnske boligmarked, som ellers er en lukket fest, hvis du kun kommer med en opsparing på 5.000 kroner, forklarer Thomas Midtgaard, der er administrerende direktør i Brickshare i pressemeddelelsen.
Hos Brickshare kræver det ikke meget mere end et par klik, før du er blevet medejer af en ejendom, som kan give et månedligt udbytte fra huslejeindtægter – samtidig med muligheden for en værdistigning, når man sælger sin andel.
Nikoline Kofod Ravn fortæller i pressemeddelelsen, at hun blandt andet har valgt at investere via Brickshare, fordi det kræver begrænset kapital. Hun kan dog nemt genkende den manglende investeringsinteresse fra andre kvinder.
– Jeg tror, kvinders manglende investeringslyst bygger på de samme mekanismer, som når vi undlader at søge et job, fordi vi ikke lever op til alle punkterne i jobopslaget. Så virker det mere sikkert at holde sig fra det – og på samme måde tror jeg også, at vi er mere bekymrede for risikoen ved investeringer sammenlignet med mænd. Sådan havde jeg det i hvert fald selv, da første gang undersøgte mulighederne for investering. Jeg ville gerne være den bedste, før jeg overhovedet var startet, fortæller hun.
Flere drømmer om frihed og tidlig pension
Spørger man direktøren hos Brickshare, er der dog ingen grund til kvindernes bekymring – og adskillige analyser peger også på, at kvinder faktisk er bedre til at investere end mændene, når man måler på afkastet.
– Jeg tror, vores koncept med crowdfunding har et stort potentiale for kvinderne, da de generelt ønsker en større risikospredning end mændene. Investering i fast ejendom er en af de mindre risikofyldte måder at få et nogenlunde stabilt afkast, og samtidig kan du komme i gang uden at have hverken formue eller særlig forstand på finanser, fastslår Thomas Midtgaard.
Selvom der generelt er en kløft mellem mænd og kvinder, når det kommer til investeringslysten, søger flere og flere i det hele taget efter et alternativ til den økonomiske afhængighed af et arbejde. FIRE (financial independence, retire early) er en international bevægelse med yngre mennesker, der via strategiske investeringer søger økonomisk uafhængighed, der vil gøre det muligt at gå på pension tidligere end traditionelle budgetter og pensionsplaner tillader. Selvom Nikoline ikke umiddelbart har planer om en tidlig pension, leger hun ofte med tanken om, hvad investeringer kan føre med sig.
– Lad mig sige det sådan, at jeg er meget fristet af den frihed, der følger med finansiel uafhængighed, indrømmer hun.