
Bromølle Kro syd for Jyderup er sat til salg for 18,9 millioner kroner efter 33 år med de samme ejere.
Det fremgår af en det i en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland, som skal formidle salget af kroen
Ægteparret Bettina og Jan Bresnov-Larsen har drevet kroen siden begyndelsen af 1990’erne. De købte ejendommen i 1994 for 2,5 millioner kroner, fremgår det af tinglysningen.
– Vi er henholdsvis 63 og 65 år, og har været en del af dansk gastronomi i mange år, herunder de seneste 33 år på Bromølle Kro. Vi må bare konstatere, at alderen har indhentet os og overskuddet ikke er det samme som tidligere. Derfor er det tid til et generationsskifte, udtaler Bettina Bresnov-Larsen.
Ifølge ejendomsmægler Thomas Hansen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Vestsjælland er økonomien sund, og ejendommen er løbende moderniseret.
– Vi ser flere og flere kroer i det danske landskab, der lukker, men Bromølle Kro står stærkt og er veldrevet. De er gode til at spille på flere heste med både restaurant, overnatning, events og koncerter, udtaler Thomas Hansen.
Den knap 2.060 kvadratmeter store kro har 30 hotelværelser og tre selskabslokaler med plads til selskaber fra 20-200 gæster.
Den samlede grund på Slagelsevej 78 er på 12.172 kvadratmeter og rummer mulighed for udvidelse. På første sal kan der indrettes yderligere otte-ti værelser, og på grunden er der potentiale for endnu 15 til 20 værelser.

Erhvervsmægleren fremhæver desuden, at kroen ligger naturskønt ved Åmose Å midt i Vestsjællands naturpark, omgivet af skov.
Kroen er ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech Danmarks ældste, idet den har rødder helt tilbage til 1198.
Historien begyndte, da biskop Absalon overdrog området til Sorø Kloster. Ved den daværende vandmølle opstod der behov for at beværte de mange bønder, som ventede på at få malet deres korn. Det blev starten på krodriften, som har fortsat i mere end 800 år.
Gennem århundrederne har stedet oplevet både op- og nedture. I 1700-tallet fik kroen et dystert ry efter en kriminalsag mod et daværende kropar.
– Med krodrift i mere end 800 år er der selvfølgelig løbet meget vand gennem åen og stedet har sin helt egen charme og mange røverhistorier. I 1700-tallet havde kroen et skidt ry, da der åbenbart var et kropar, der myrdede nogle af deres gæster, røvede deres værdigenstande og smed dem i åen. Senere blev de afsløret og hængt på galgebakken tæt på kroen. Der er sket meget siden da, og i al beskedenhed er vores ry i dag helt i top, fortæller Bettina Bresnov-Larsen
I dag er historien en helt anden. Kroen fremstår ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech som en veldrevet virksomhed med restaurant, selskaber, koncerter og 30 hotelværelser.
Kroen er blevet drevet som en enkeltmandsvirksomhed, og derfor er regnskaberne ikke offentligt tilgængelige. Erhvervsmægleren oplyser i salgsopstillingen, at belægningsprocenten ligger på cirka godt 43 procent i december og næsten 82 procent i september, samt at efterspørgsler på overnatning er stigende.
Interessen for hoteller og kroer er stigende, og der er ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech solgt flere i de senere år end tidligere.






















