Regionerne har brug for 4,6 milliarder kroner næste år, hvis den nuværende standard på de danske sygehuse skal opretholdes og knap 2 milliarder kroner oveni til ønskede forbedringer. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner forud for forhandlingen med regeringen om næste års økonomi, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
– Moderniseringerne er tiltrængte for at forhindre, at patienterne møder A- og B-hospitaler i fremtiden, udtaler formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, som frygter, at det kan gå ud over driften af sundhedsvæsnet om nogle år, hvis de ældste hospitaler ikke snart moderniseres.
Danske Regioner forhandler i øjeblikket næste års økonomi med regeringen. Indberetninger fra regionerne viser, at snarlige renoveringer trænger sig på flere steder.
Regionerne har allerede planlagt anlægsinvesteringer for 3,9 milliarder kroner næste år. Hvis den nuværende standard på hospitalerne skal opretholdes, er behovet knap 1 milliarder kroner oveni, og hvis regionernes ønsker om forbedringer medregnes, så lyder beløbet på 6,5 milliarder kroner, skriver Danske Regioner.
Et eksempel på et hospital, der ifølge Danske Regioner har brug for bedre forhold, er Nykøbing Falster Sygehus. Planen er at sende byggeri af seks etager med nye sengestuer i udbud næste år. De oprindelige hovedbygninger på det gamle hospital er bygget i 1957, og lever ifølge Danske Regioner ikke op til moderne krav. Sygehuset er eksempelvis indrettet med firesengsstuer uden direkte adgang til toilet og bad.
Sygehusbyggeriet i Nykøbing Falster har allerede været i udbud, men det endte med at blive annulleret. Sengebygningen skulle koste 293 millioner kroner, men selv med det billigste tilbud endte prisen på cirka 480 millioner kroner. Derfor vil byggeriet af sengebygningen blive genudbudt i 2023.
– Også i min egen region, Region Midtjylland, har vi behov for bedre forhold. For eksempel ligger patienter i Randers også stadig på firesengsstuer. Visse steder er der også problemer med træk og fugt. Det har konsekvenser for både patienter, pårørende og arbejdsmiljø, siger Anders Kühnau.
Også i Region Nordjylland er behovet for modernisering ifølge Danske Regioner stort. Det gælder blandt anet på neuro-rehabiliteringen i Brønderslev. Og på Regionshospitalet i Hjørring rækker den nuværende ramme til renovering ifølge Danske Regioner ikke til det samlede behov for nye faciliteter med blandt andet nyt scanningsudstyr og moderne operationsstuer.