Bag årets budgetaftale for 2026-2029 i Aalborg Kommune står Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og løsgænger Ole Risager.

Dermed står 29 ud af 31 byrådsmedlemmer aftalen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Budgetforligspartierne er blandt andet enige om at afsætte godt 45 millioner kroner til en samlet indsats for klimatilpasning.

Pengene går til at udarbejde en risikostyringsplan for Østre Limfjord, til færdiggørelse og opdatering af klimatilpasningsplanen (DK2020), herunder vanddisponeringsplan for Mølholm/Vestbyen, samt til klimatilpasning af Aalborg Havnefront ved Spritten.

– Vi har også haft fokus på at investere i fremtidens udvikling og vækst blandt andet med renovering af Aalborg Kongres & Kultur Center, og vi vil ansøge om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032, udtaler kommunens borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

Over den fireårige periode er der i alt afsat 20 millioner kroner til renoveringen af kongrescentret.

– Derudover er der prioriteret midler til en række tiltag på anlægsområdet, herunder skovrejsning og sikre skoleveje, udtaler borgmesteren.

Budgetforligspartierne har valgt at bruge 15 millioner kroner mere til cykelstier og sikre skoleveje. Derudover iværksættes tiltag for at øge trafiksikkerheden ved Gudumholm og Egnsplanvej.

Arbejdet med en cykel-gangstiforbindelse over Limfjorden fra Musikkens Plads til Stigsborg er i gang, og det er planen, at der foreligger et revideret projekt i første halvdel af 2026. Målet er at få en endelig afklaring sideløbende med igangsættelsen af næste etape af byudviklingen i Stigsborg.

I alt forventes projektet at løbe op i 400-500 millioner kroner, og realiseringen forventes tidligst påbegyndt i 2029. Aalborg Kommune skal efter planen bidrage med 100 millioner kroner ved at geninvestere dele af fortjenesten fra salg af byggeretter i næste etape af udviklingen af Stigsborg.

Behov for flere plejehjemspladser

Antallet af ældre stiger markant, og for at opretholde serviceniveauet tilfører budgetaftalen knap 57 millioner kroner årligt til ældreområdet. Behovet for nye plejehjemspladser stiger, og der bliver de kommende fire år taget 315 nye plejehjemspladser i brug, og et nyt plejehjem i Nord er fremrykket til opstart i 2026.

Desuden er der i budgetaftalen der afsat penge til at udbygge og tilpasse kapaciteten i forhold til børne- og ungehjem og botilbud til voksne. Allerede i 2026 kan der etableres et børne- og ungehjem med 10 pladser og 24 botilbudspladser til voksne kan indrettes som nye permanente pladser.

Budgetaftalen indebærer også en lang række udvidelser og investeringer. Der er afsat penge til en ny integreret institution i Højvangskvarteret i Svenstrup, da området fortsat vokser som et attraktivt boligområde. Der er også penge til en ny hal ved Sofiendalskolen.

Pulje til solceller og kortere sagsbehandlingstid for byggeriet

Forligspartierne er enige om, at der også på bygningsområdet fortsat skal være et stort fokus på den grønne omstilling.

Der er afsat en pulje på 2 millioner kroner om året fra 2026 til etablering af solcelleanlæg på kommunale bygninger. Puljen kan også bruges som anlægstilskud til solcelle- og energitiltag hos selvejende institutioner samt private klub- og foreningshuse.

Endeligt skal sagsbehandlingstiden på byggesagsområdet længere ned, og derfor har forligspartierne sikret de midler, der blev afsat tidligere på året, til planlægnings- og sagsbehandlingsopgaver i forbindelse med store projekter samt til sagsbehandlingen på byggeområdet.

Den 8. oktober klokken 13 er der 2. behandling af budgetforslaget. Det foregår i byrådssalen i Medborgerhuset på et åbent byrådsmøde. Her bliver budgettet endeligt vedtaget.

Tilmeld Nyhedsbrev