Budgettet holder på fængselsbyggeri til 800 millioner

Det nye lukkede fængsel i Sønder Omme er ikke blot en lille tilføjelse til det eksisterende fængsel. Der bliver tale om et fængsel i sin egen ret.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Enhedsleder Jørgen Mark fra Sønder Omme Fængsel. Foto: PR.
Enhedsleder Jørgen Mark fra Sønder Omme Fængsel. Foto: PR.

I fremtiden vil der være to fængsler ved siden af hinanden i Sønder Omme. Et åbent og et lukket med i alt 422 pladser. Det bliver dermed landets største afsoningssted.

Det er kun lidt over et år siden, skoven blev ryddet. I september var der rejsegilde, og om et år står fængslet klar til brug. Lige nu er flere hundrede håndværkere er i gang med installationer, teknik og maling.

– Planen ser ud til at holde, fortæller enhedsleder Jørgen Mark fra Sønder Omme Fængsel.

– Vi har ikke haft overraskelser. Det er vi godt tilfredse med.

Budgettet lyder på omkring 800 millioner kroner, og ser ud til at holde. Det er blandt andet en fordel, at byggeriet kan trække på erfaringer fra andre projekter, som Storstrøm Fængsel og den nye lukkede afdeling på Søbysøgård.

Ligesom Storstrøm Fængsel bliver der også i Sønder Omme tale om et campusbyggeri, hvor vigtige bygningsfunktioner samles centralt for at undgå store afstande.

Læs også: Nyt fængsel i Viborg placeres ved Firehuse

Selvom byggeriet er stort, er der stadig god plads til Sønder Ommes agerdyrkning, plantage, hede og overdrev. Fængslet har nemlig 1.000 hektar at boltre sig på.

Oprindeligt var det meste hedelandskab, men i starten af 1930’erne oprettede Horsens Statsfængsel arbejdslejr, hvor de indsatte blev sat til at dyrke heden.

Sønder Omme Fængsel udvides. Illustration: Alex Poulsen Arkitekter.
Sønder Omme Fængsel udvides. Illustration: Alex Poulsen Arkitekter.

Den gode plads har gjort det muligt at skåne naboerne i Sønder Omme by for trafikken til og fra byggepladsen. Man har asfalteret en fire kilometer lang grusvej på matriklen, så lastbilerne ikke behøver at køre gennem byen.

Desuden bliver det nye byggeri koblet på Sønder Ommes fjernvarme. Fængslet bliver dermed storkunde til gavn for varmeforsyningens økonomi.

Læs også: WSP er totalrådgiver på nyt fængsel i Slagelse

– Vi har holdt flere borgermøder, og vi har ikke oplevet de store bekymringer fra naboernes side. De er også vant til at have et fængsel her, så på den måde er det jo ikke nyt, siger Jørgen Mark.

Hansen & Sønner er hovedentreprenør på projektet, mens Alex Poulsen Arkitekter er totalrådgivere på fængselstilbygningen.

Der bliver behov for 100 fængselsbetjente til at bemande fængslet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling