
Geopolitisk uro, ustabile forsyningskæder og skærpede klimakrav skaber voksende usikkerhed i byggebranchen. Men usikkerheden må ikke bremse den grønne omstilling.
Det er budskabet fra Building Green CPH, der afholdes den 28. og 29. oktober i Lokomotivværkstedet i København.
Årets tema er “Navigating Uncertainty – Hope Through Action”, og ambitionen er at sætte fokus på, hvordan branchen kan handle aktivt og finde nye løsninger i en mere kompleks virkelighed.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
– I vores research er det tydeligt, at den globale situation og usikkerhed fylder meget i branchen lige nu, både i hverdagens små beslutninger og i de store strategiske valg, udtaler Anders Nielsen, programansvarlig for Building Green CPH.
– Derfor vil vi med årets tema sætte fokus på, hvordan branchen kan navigere i den her usikkerhed og tage nogle bedre – og anderledes – valg, der kan fungere som katalysator for det fortsatte fokus på den grønne omstilling af branchen. Det handler blandt andet om at gentænke, hvordan vi bruger de ressourcer og bygninger, vi allerede har, så branchen kan stå mere solidt i en omskiftelig verden.
Flemming Rafn fra Rafn.Studio, som også deltager som oplægsholder på konferencen, mener, at byggebranchen skal gøre op med gamle arbejdsgange og i højere grad samle de løsninger, der allerede findes. Han peger på, at usikkerheden også rummer håb og mulighed for en mere regenerativ udvikling.
– Kompleksiteten vokser hurtigere end vores evne til at navigere, og alt for mange løsninger formes stadig af gårsdagens logikker. Men fremtiden er omvendt ikke afgjort endnu. Usikkerheden rummer også åbenhed – og dermed håb for en regenerativ fremtid. Branchen har allerede mange af svarene; udfordringen er at integrere dem systemisk og stoppe de praksisser, vi godt ved ikke er levedygtige, lyder det fra Flemming Rafn.
Building Green CPH samler hvert år omkring 10.000 deltagere fra hele byggebranchen. Sidste år blev en fjerdedel af programmet gennemført på engelsk, og i år ventes et fortsat stærkt internationalt fokus med debatter om ansvar, risiko og nye samarbejdsformer på tværs af værdikæden.
Arrangementet finder sted i Lokomotivværkstedet i København den 28. og 29. oktober 2026.
Building Green CPH 2026
- Building Green CPH afholdes den 28. og 29. oktober 2026 i Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A, 2450 København SV






















