Bulk Industrial Real Estate køber logistikejendomme i Avedøre og Køge

Norske Bulk Industrial Real Estate gået ind på det danske marked med køb af logistikgrunde. Koncernen har åbnet kontor på Grønttorvet i Valby.

Bulk Industrial Real Estate har siden 2006 opbygget en skandinavisk portefølje på næsten 3 milliarder kroner og træder nu ind på det danske ejendomsmarked for logistik, lager og industri, lyder det i en pressemeddelelse. Det norske ejendomsselskab har i forvejen investeret i en stribe logistikterminaler med blandt andre Bring, DHL, DSV, FedEx og Postnord som lejere, fremgår det.

Bulk har etableret kontor på Grønttorvet i Valby i København og har indledt investeringer til samlet tæt på en halv milliard kroner i Danmark. Blandt andet har koncernen købte ejendommen Jernholmen 49 i industriområdet Avedøre Holme for 137 millioner kroner.

For nylig flyttede Scan Global Logistics ind som ny lejer i den nyistandsatte og udbyggede lager- og kontorejendom. Blandt de øvrige lejere er fødevarevirksomheden Meyers og Haugen-Gruppen, en stor nordisk fødevare- og drikkevarekoncern. Ejendommen er på cirka 32.000 kvadratmeter, og en ny lokalplan giver mulighed for at bygge yderligere 17.000 kvadratmeter på den godt 81.000 kvadratmeter store grund.

I Skandinavisk Transportcenter ved Køge på Østsjælland har Bulk købt en grund på godt 55.000 kvadratmeter. Her kan bygges næsten 28.000 kvadratmeter – med en loftshøjde på op til 30 meter.

Norske Bulk Industrial Real Estate har købt en logistikejendom på Jernholmen på Avedøre Holme for 137 millioner kroner. Foto: PR.
Norske Bulk Industrial Real Estate har købt en logistikejendom på Jernholmen på Avedøre Holme for 137 millioner kroner. Foto: PR.

– At gå ind på det danske marked er en vigtig milepæl og en naturlig del af Bulks ekspansionsplaner i Skandinavien. Vi ser frem til at levere effektive, klimavenlige og certificerede ejendomme til danske og internationale virksomheder, der også ser Danmark som et attraktivt marked, udtaler Nina Hage, Head of Bulk Industrial Real Estate.

Som dansk landechef for Bulk Industrial Real Estate er ansat Mads Bæk Pedersen, der senest har været projektchef i Københavns Lufthavn. Han er uddannet diplomingeniør og HD og har tidligere været i rådgiverkoncernen Alectia (i dag en del af Niras).

– Med Bulks gennemprøvede løsninger kan vi nu også i Danmark tilbyde skræddersyede, modulbaserede og skalérbare ejendomme inden for logistik, lager og industri med maksimal fleksibilitet for kunden og minimalt klimaaftryk, udtaler Mads Bæk Pedersen.

Norske Bulk Industrial Real Estate har købt en logistikejendom på Jernholmen på Avedøre Holme for 137 millioner kroner. Foto: PR.
Norske Bulk Industrial Real Estate har købt en logistikejendom på Jernholmen på Avedøre Holme for 137 millioner kroner. Foto: PR.

Bulk Industrial Real Estate har en ambition om at være Skandinaviens førende ejendomsudvikler inden for lager, logistik og industribygninger. Strategien er at tilbyde bæredygtige løsninger på strategiske beliggenheder. Det er investeringerne på Avedøre Holme og i Køge eksempler på.

– Avedøre Holme er et af de sidste tilbageværende større industriområder tæt på København, og netop her kan virksomheder planlægge mange år frem. Køge har udviklet sig til at være det vigtigste knudepunkt for logistik og transport på Sjælland, siger Mads Bæk Pedersen, landechef for Bulk Industrial Real Estate Denmark.

Bulk Industrial Real Estate er en del af Bulk Infrastructure Group, som også omfatter datacentre samt internationale fiber-søkabler. Bulk er også aktiv inden for begge disse forretningsområder i Danmark, blandt andet ved at drive et datacenter ved Esbjerg.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling