
Byggesagsbehandlingen i Ringkøbing-Skjern Kommune tager længere tid end mange borgere forventer. Men der er flere gode forklaringer på ventetiden – og nogle af dem handler om naturhensyn og sjældne dyr.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Bare det at få byggetilladelse til en carport kan være besværligt og tidskrævende, lyder det fra afdelingsleder Thomas Frydensbjerg fra Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling for Byg og Miljø jævnligt.
– Vi får henvendelser fra borgere, som ikke kan forstå, at de stadig ikke har hørt fra os angående den ansøgning om en carport, som de sendte i juni måned. Men det de ikke ved er, at deres ansøgning kom i halen på de mange andre og mere komplicerede byggesagsansøgninger, vi modtog lige før, der kom skærpede klimakrav til byggeri den 1. juli, udtaler han.
Ifølge Thomas Frydensbjerg bliver alle sager behandlet i den rækkefølge, de kommer ind – uanset om det gælder en stor erhvervsbygning eller en carport.
I gennemsnit tager byggesagsbehandlingen i kommunen 51,6 dage. Det er længere end landsgennemsnittet og trak kommunens samlede resultat ned i Dansk Industris erhvervsvenlighedsundersøgelse, hvor Ringkøbing-Skjern ellers lå på en flot fjerdeplads blandt landets kommuner.
Politikerne i kommunen har allerede sat midler af til to nye sagsbehandlere for at nedbringe ventetiden, men ifølge Thomas Frydensbjerg er der andre årsager til, at sagerne tager tid. Kommunens store geografiske område betyder, at der ofte skal tages hensyn til strandbeskyttelseslinjer, skovbyggelinjer og særlige naturområder.
Det gælder for eksempel de såkaldte bilag 4-arter, der dækker over truede dyr inkluderet i EU’s habitatdirektiv.
– Det er selvfølgelig regler, der gælder for alle kommuner. Men i og med, at rigtig mange af de ansøgninger, vi modtager, drejer sig om sommerhusbyggeri ved kysten eller på Holmsland Klit, hvor der blandt andet lever sjældne markfirben og padder, skal vi undersøge for forekomster af bilag 4-arter både forår og efterår, før vi må afgøre en byggesag, forklarer Thomas Frydensbjerg.
Desuden oplever kommunen, at mange ansøgninger indeholder fejl eller mangler. I stedet for at give afslag vælger sagsbehandlerne at gå i dialog med ansøgerne for at få rettet fejlene.
– Vi kunne godt nedbringe stakken af ansøgninger, der skal sagsbehandles, ved at give afslag på en fejlbehæftet ansøgning. Men det gør vi ikke – og det er der heller ikke et politisk ønske om, at vi gør, siger Thomas Frydensbjerg.
Kommunen overvejer at indføre en såkaldt fast track-ordning for simple sager, der overholder alle regler og ikke kræver dispensation. Men ifølge Thomas Frydensbjerg er det endnu uvist, om det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med kvaliteten i sagsbehandlingen.
Trods udfordringerne er tilfredsheden blandt virksomhederne høj. I Dansk Industris undersøgelse gav virksomhederne kommunens byggesagsbehandling en gennemsnitlig karakter på 3,4 ud af 5.
– Selvfølgelig vil vi gerne nedbringe vores gennemsnitlige sagsbehandlingstider, og det arbejder vi da også hårdt på, siger Thomas Frydensbjerg.






















