Ifølge en pressemeddelelse fra Ejendomstorvet.dk er andelen af ledige butikslokaler i hovedstaden faldet fra 3,4 til 3,2 procent i andet kvartal af 2025.
Det er et lille fald, men det vækker alligevel håb hos erhvervsmæglere, som mærker øget efterspørgsel og hurtigere beslutningsprocesser blandt lejere.
For et halvt år siden satte antallet af ledige butiksarealer i hovedstaden rekord i de mere end 20 år, Ejendomstorvet.dk har data for.
– I både fjerde kvartal sidste år og første kvartal i år svarede udbuddet af lokaler til 3,4 procent af det samlede butiksareal i hovedstaden. Det er i andet kvartal faldet en anelse til 3,2 procent, og vi ser den samme bevægelse i Københavns omegn. Det hænger godt sammen med, at forbrugerne er begyndt at bruge lidt flere penge. Vi kan dog endnu ikke sige, om det er udtryk for en egentlig vending, siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Den stigende efterspørgsel hænger sammen med flere langsigtede tendenser. Både turismen og befolkningstallet i hovedstaden og omegnskommunerne vokser, og nethandlen ser ud til at have stabiliseret sig. Det giver bedre vilkår for både butikker, caféer og spisesteder.
Alligevel er der udfordringer, som bremser udviklingen. Mange ombygninger kræver byggetilladelser, og ifølge DAL Erhvervsmægler kan sagsbehandlingen i Københavns Kommune tage op til syv måneder. Det skaber usikkerhed og risikerer at kvæle gode projekter, før de overhovedet kommer i gang.
– Foreløbig er faldet i ledige lejemål ikke så stort, men vi kan mærke, at der bliver truffet hurtigere beslutninger om nye lokaler. Og det kræver færre fremvisninger end før at få lejet tomme lokaler ud, fortæller Hans Dal Pedersen, som gennem 14 år har drevet DAL Erhvervsmægler med fokus på mindre og mellemstore butikslejemål i hovedstaden.
København og de nærmeste bydele råder over cirka 2 millioner kvadratmeter butiksareal, og selvom udbuddet stadig er stort, er der tegn på, at markedet bevæger sig i en mere positiv retning. Med bedre økonomiske udsigter og stigende aktivitet kan der måske være lys for enden af butiksgaden.
– Der er kommet stor efterspørgsel og interesse for butikslejemål, men nogle steder foregår der en armlægning mellem udlejere og lejere om huslejen. De steder, hvor udlejerne er fleksible, ligger lokalerne ikke tomme særligt længe, og for eksempel får hovedstaden gradvis flere og flere sundhedsklinikker og læger i lokaler, der før husede butikker eller banker, udtaler Stig Plon Kjeldsen, partner og analysechef i Savills Danmark.
– Dels vokser turismen, og det gavner især de centrale dele af København. Dels stiger indbyggertallet, så der bliver bedre grundlag for butikker og spisesteder – både i dele af København og i flere omegnskommuner. Samtidig lader nethandlen til at have stabiliseret sig, slutter han.
I hele landet er der 19,4 millioner kvadratmeter butiksareal (fraregnet butikscentre), og heraf ligger 2 godt 10 procent i København samt på Amager og Frederiksberg. De 13 omegnskommuner – fra Lyngby-Taarbæk i nord til Ishøj i syd – har knap og nap 1,4 millioner kvadratmeter eller 7 procent af landets samlede butiksareal.
Tendenser for detaillokaler i hovedstaden
- Tomgangen toppede i fjerde kvartal 2024 og første kvartal 2025, men faldt en smule i andet kvartal 2025 (tomgangen var den højest målte nogensinde; data går tilbage til 2003)
- Generelt går det hurtigere at leje lokaler ud
- Fortsat ”armlægning” flere steder mellem udlejere og lejere om lejeniveau
- Detailomsætningen er steget lidt på det seneste, hjulpet af høj beskæftigelse
- På langt sigt gavner øget turisme (København) og flere indbyggere (både København og forstæder)
- Der kommer gradvis flere sundhedsklinikker og læger i tidligere butiks-/banklokaler
- Vækst i kæder som Alma Madmarked, Jysk og Normal samt byggemarkeder (åbner cityafdelinger)
- Månedlang behandling af byggesager bremser udlejninger, der kræver ombygning (København)
Kilde: Ejendomstorvet.dk.























