By & Havn kan se tilbage på et godt første halvår af 2025 med et samlet resultat på 645 millioner kroner mod 404 millioner kroner i første halvår 2024.

Det oplyser udviklingsselskabet i en pressemeddelelse, hvor halvårsregnskabet betegnes som “solidt”.

Resultatet før regulering af gæld blev 324 millioner kroner, hvilket er 70 millioner kroner bedre end samme periode sidste år.

Fremgangen skyldes blandt andet en vækst i omsætningen til 312 millioner kroner i første havlvår 2025 mod 281 millioner kroner i første havlvår 2024. Dertil kommer salg af byggeretter samt en opskrivning af værdien af investeringsejendomme med 380 millioner kroner. Værdien af selskabets investeringsejendomme er per 30. juni 2025 opgjort til 12,7 milliarder kroner.

– Vi har i forbindelse med vores forretningsstrategi fra 2024-2027 søsat et stort investeringsprogram i By & Havn, som skal øge den langsigtede værdiskabelse i selskabet, udtaler administrerende direktør Anne Skovbro fra By & Havn i pressemeddelelsen.

Hun mener, at halvårsregnskabet viser, at By & Havn er på rette vej i forhold til de investeringer, selskabet har foretaget.

Selskabet arbejder fortsat målrettet på udviklingen af nye bykvarterer i Ørestad, ved Bådehavnsgade og i Nordhavn.

I første halvår blev der gennemført byggemodning for 64 millioner kroner og solgt byggeretter for 172 millioner kroner. I andet halvår ventes salg for mere end 800 millioner kroner. Målet er at nå et samlet salg på 3 milliarder kroner i perioden 2024-2027.

By & Havn har samtidig satset på attraktive kontorlejemål, især gennem renoveringen af fire store pakhuse på Sundmolen i Nordhavn. Her er der investeret mere end 900 millioner kroner, og allerede nu er størstedelen af lejemålene udlejet.

Også parkeringsforretningen viser fremgang. I juni åbnede et nyt parkeringshus i Ørestad med 617 pladser, heraf 34 med ladestandere. Samlet har By & Havn nu opsat over 500 ladestandere i sine områder.

På havnesiden er en ny containerterminal i Ydre Nordhavn på vej i drift, og Europas største landstrømsanlæg til krydstogtskibe blev indviet i juni.

Derudover er en stor renovering af Slusen i Sydhavnen gennemført, og planerne om et nyt verdenslager til Unicef er rykket et skridt nærmere.

Endelig fortsætter anlægsarbejdet på Lynetteholm efter planen. I første halvår er der modtaget knap halvanden million tons jord til projektet, som både skal sikre hovedstaden mod stormflod og skabe plads til nye byområder.

By & Havn forventer et resultat før regulering af gæld på omkring 400 millioner kroner i 2025. Til sammenligning lød resultatet i 2024 på 346 millioner kroner.

Den positive udvikling afhænger især af fortsatte opskrivninger af selskabets investeringsejendomme samt et stabilt marked for byggeretter. Her peger selskabet dog på en vis usikkerhed, da værdistigninger forudsætter godkendte lokalplaner og byggemodning til de forventede omkostninger.

I strategiperioden fra 2024 til 2027 er målet at øge egenkapitalen med mindst 1 milliard kroner. Efter halvandet år er egenkapitalen allerede vokset med knap 700 millioner kroner eksklusive regulering af gæld og cirka 1 milliard kroner inklusive regulering. Dermed forventes strategimålet at kunne opfyldes.

By & Havn ejes af Københavns Kommune med 95 procent og af staten med 5 procent.

By & Havn: Resultatopgørelse for første halvår 2025

Tusinde kroner År til dato 2025 År til dato 2024
Nettoomsætning 311.946 281.205
Andre driftsindtægter 120 87
Indtægter i alt 312.066 281.292
Personaleomkostninger -73.039 -65.993
Andre eksterne omkostninger -114.579 -101.655
Af- og nedskrivninger -12.399 -13.227
Resultat af primær drift 112.049 100.417
Resultat af kapitalandele i datterselskaber efter skat -274 0
Resultat af kapitalandele i joint ventures efter skat 7.796 30.023
Resultat af kapitalinteresser efter skat 4.250 4.250
Finansielle indtægter 59.053 48.336
Finansielle omkostninger -251.264 -256.054
Resultat efter finansielle poster -68.390 -73.028
Dagsværdireguleringer af investeringsejendomme 392.525 327.872
Resultat før markedsværdiregulering af gæld 324.135 254.844
Dagsværdiregulering af finansielle forpligtelser 321.242 149.468
Periodens resultat 645.377 404.312
Tilmeld Nyhedsbrev