Byggebranchen samles til dialog om nye klimakrav

Stark og DI Byggeri inviterer 300 branchefolk til et infomøde om de nye klimakrav i bygningsreglementet den 21. oktober i Industriens Hus.

Den 21. oktober mødes 300 branchefolk i Industriens Hus i København for at diskutere de nye klimakrav i bygningsreglementet.

Bag arrangementet står Stark og Dansk Industri Byggeri.

Målet er at give deltagerne konkrete værktøjer og ny viden til at navigere i fremtidens byggeri.

Det oplyser Stark i en pressemeddelelse.

Ifølge Kent Fonseca, forretningsudvikler i Stark, står branchen ved et vendepunkt, efter at de skærpede klimakrav trådte i kraft den 1. juli. Han understreger, at det kræver både viden og mod at bygge på en ny måde.

– Min oplevelse er, at mange er mere påpasselige med at bygge nyt. De ved, at der skal tænkes anderledes, og det kræver både viden og mod, udtaler Kent Fonseca.

På mødet sættes der fokus på bedre materialevalg, byggeri med lang holdbarhed og renovering frem for nedrivning. Eksperter fra Null Carbon bidrager med teknisk indsigt i klimaberegninger og dokumentation, men Fonseca fastholder, at det i sidste ende handler om at bygge rigtigt fra starten.

– Vi kan ikke bare sidde og vente. Hvis vi gør det, bliver vi og vores kunder valgt fra i stedet for at blive valgt til. Vi forventer at renoveringer bliver omfattet af reglerne i 2027, så det er bare med at komme i gang. Vi skal prøve nye ting af sammen i branchen. Der er mange spændende, innovative byggerier i sigte, udtaler Kent Fonseca.

Infomødet er en del af Starks indsats for at klæde branchen på til de kommende krav, og tilmelding sker via virksomhedens hjemmeside.

Tilmeld Nyhedsbrev