Greve Kommune og JJ Tømrer og Snedker har indgået kontrakt om at bygge en ny og større daginstitution i bydelen Hundige.
Bygningen skal erstatte den nuværende Lunas Ark, som er nedslidt, og den beholder også navnet.
Den nye Lunas Ark får i alt plads til 175 børn, som efter planen flytter ind i de nye og moderne rammer i juni 2026.
Det skriver Greve Kommune i en pressemeddelelse.
Byggeriet har fokus på bæredygtighed og genbrug af materialer. Der bliver blandt andet brugt limtræssøjler, træspær og bjælker i de bærende konstruktioner, ligesom der bliver sat træ på ydervæggene. Derudover bliver murstenen fra de eksisterende bygninger genbrugt i det nye byggeri.
– Det er et rigtig spændende projekt, som taler lige ind i byrådet vision om at skabe solide og bæredygtige rammer til vores borgere. Jeg glæder mig meget til at arbejdet går i gang, så vi inden længe har en ny og topmoderne daginstitution, hvor børn og personale kan have en god og tryg dagligdag, udtaler borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V).
I dag består Lunas Ark af to bygninger til henholdsvis vuggestue og børnehave.
I den nye Lunas Ark bliver børnene samlet i én bygning, som indrettes i mindre afdelinger til hver børnegruppe.
Midt i bygningen skal et såkaldt hjerterum fungere som samlingspunkt for hele institutionen.
– Vi har en helt klar vision for, hvordan en moderne dansk daginstitution skal bygges og indrettes. Den er vi naturligvis glade for, at Greve Kommune deler. Vi ser frem til at skabe en ny Lunas Ark, som Friis og Moltke Arkitekter har designet med fokus på blandt andet bevægelse, naturoplevelser og kreativ udfoldelse, siger direktør i JJ Tømrer og Snedker, Jesper Skovby.
JJ Tømrer og Snedker går i gang med byggeriet i januar 2025, og de forventer, at institutionen er klar til brug i juni 2026.
Greve Kommune har afsat godt 60 millioner kroner til byggeriet af Lunas Ark.
Derudover er der afsat yderligere 14 millioner kroner til genhusning i midlertidige bygninger ved Klub Godset.
Kommunens administration har i samarbejde med Niras og Nova5 Arkitekter arbejdet på planlægningen af genhusningen.
Processen med at udarbejde udbudsmateriale og definere nødvendige krav til leverandører blev afsluttet i begyndelsen af februar 2024, og nu er kommunen i gang med at indhente tilbud på den opgave. Kommunen udarbejder ikke en lokalplan for bygningerne til genhusningen, eftersom de er midlertidige.