Byggekoncern får ny direktør

Nyetableret byggekoncern med en årlig omsætning på cirka 750 millioner kroner får ny administrerende direktør.

Circura Danmark har ansat Toke Platz som ny administrerende direktør med tiltrædelse den 9. september 2025.

Det oplyser byggekoncernen i en pressemeddelelse.

Toke Platz kommer med over 15 års ledelseserfaring fra service- og facility management-branchen – herunder som midlertidig administrerende direktør, kommerciel direktør og divisionsdirektør i Coor Danmark.

Hos Circura Danmark skal Toke Platz stå i spidsen for at realisere koncernens ambition om at blive landets førende koncern inden for renovering og bygningsforbedring.

– Jeg ser frem til at arbejde sammen med de dygtige teams i Circura Danmark og videreudvikle den stærke platform, der allerede er skabt. Der er et stort potentiale i at kombinere lokal forankring med fælles kompetencer og ambitioner, udtaler Toke Platz.

Circura Danmark blev etableret i 2025 af Adelis Equity Partners i samarbejde med fire ejerledede entreprenørvirksomheder. Koncernen beskæftiger i dag 400 medarbejdere og har en årlig omsætning på cirka 750 millioner kroner.

Toke Platz skal blandt andet at styrke samarbejdet mellem de fire partnervirksomheder i koncernen og føre en vækststrategi baseret på opkøb og bæredygtig udvikling.

– Vi er meget glade for at kunne byde Toke velkommen som administrerende direktør. Med sin stærke erfaring og kommercielle forståelse er han den rette til at lede Circura Danmark ind i næste fase. Toke har vist, at han kan skabe resultater i komplekse organisationer, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen om at realisere og udvikle gruppens fulde potentiale, udtaler bestyrelsesformand Torbjörn Torell.

Tilmeld Nyhedsbrev