
Stark investerer nu i en omfattende ombygning og udvidelse af virksomhedens forretning i Viby for at styrke tilstedeværelsen i Aarhus.
Det oplyser forhandleren af byggematerialer i en pressemeddelelse.
Den nye forretning i Aarhus Syd bliver dobbelt så stor som den nuværende og skal fungere som et moderne samlingspunkt for håndværkere i den centrale og sydlige del af byen.
– Aarhus Syd bliver et flagskib i Østjylland med fokus på en stærkere kundeoplevelse og en mere effektiv hverdag for håndværkerne. Det er et konkret eksempel på vores langsigtede investeringsplan om at styrke forretningsnetværket i Danmark, udtaler salgsdirektør i Stark, Mads Brejnholt Madsen.

Arbejdet er allerede gået i gang på grunden ved Skanderborgvej og Gunnar Clausens Vej, hvor den eksisterende forretning bliver ombygget til fremtidens trælast.
Byggeriet får blandt andet en træfacade som en reference til virksomhedens oprindelse som Aarhus Trælasthandel, der blev grundlagt for 130 år siden.
Udvidelsen sker samtidig med, at Stark flytter fra Daugbjergvej i Aarhus C, hvor området skal udvikles til det nye bykvarter Trælasten. De to eksisterende forretninger samles derfor i Viby, hvor det samlede bygningsareal bliver på omkring 8.400 kvadratmeter.
Den nye Stark Aarhus Syd forventes at stå færdig i sommeren 2027. Under hele byggeperioden vil både forretningen i Aarhus C og Viby fortsat holde åbent.
Fakta om Stark Aarhus Syd
- Det samlede bygningsareal bliver cirka 8.400 kvadratmeter.
- Butiksarealet udvides til cirka 2.000 kvadratmeter.
- Udendørs drive-in og haller udvides til cirka 5.800 kvadratmeter.
- På førstesalen over butikken kommer kantine, kontorer og mødelokaler på cirka 600 kvadratmeter
- Byggeriet forventes færdigt sommeren 2027.
- Stark i Aarhus C og Viby holder åbent i hele perioden.
Kilde: Stark.























