Byggeprojekt i Charlottenlund møder modstand

Planen omfatter renovering af en dagligvarebutik, mens der desuden skal bygges boliger i fire etager oven på butikken.

Ikke alle er tilfredse med Coops plan om at renovere Brugsen på Jægersborg Allé 21 i Charlottenlund og tilføje fire etager med otte boliger oven på den tidligere Irma-butik.

Det skriver SN.dk.

På et borgermøde den 21. januar mødte omkring 50 til 60 borgere op på Gentofte Rådhus for at høre om projektet og give deres mening til kende.

Ifølge beboer Anette Gramstrup, der repræsenterer en nærliggende ejendom, var modstanden udbredt blandt de fremmødte.

Projektet indebærer, at den eksisterende bygning udvides fra én til op til fem etager og kan blive op til 18 meter høj. Det kræver, at bebyggelsesprocenten på grunden hæves fra de nuværende rammer til 150 procent. Naboerne peger på, at det vil give mere støj, flere lys- og indbliksgener samt mindre dagslys og udsyn. Samtidig frygter de øget trafik.

Formanden for byplanudvalget i Gentofte Kommune, Anton Brüniche-Olsen (K), deltog også i borgermødet. Han siger, at han forstår naboernes bekymringer, og at de vil indgå i den videre behandling.

Samtidig peger han på, at projektet lever op til de overordnede planer for området, hvor flere grunde allerede har en højere bebyggelsesprocent på 200.

– På den måde er det lidt ekstraordinært, at der ikke er bygget ovenpå Brugsen i den eksisterende bygning. På den måde ejer Coop jo en grund, hvor de i princippet i forhold til områdeplanen har lov til at bygge. Og det har andre gjort før dem, så grundlæggende set er de sidestillet med de andre, siger Anton Brüniche-Olsen til SN.dk.

Der er endnu ikke truffet nogen beslutning. Lokalplanforslaget er i høring frem til 29. januar og skal derefter igen behandles politisk.

Coop ønsker over for SN.dk ikke at kommentere yderligere, men oplyser, at virksomheden afventer den politiske behandling og håber på en vedtagelse af lokalplanen.

Tilmeld Nyhedsbrev