Byggeri af Njals Tårn på vej mod genopstart

Byggeriet af højhuset Njals Tårn på Amager gik for fem år siden i stå på grund af problemer med betonen på bundpladen.

Efter fem års stilstand kan byggeriet af det 86 meter høje Njals Tårn på Amager være på vej mod at blive genoptaget.

Det skriver Estate Media.

Byggeriet af det skandaleramte højhus blev stoppet i 2020, da en whistleblower advarede Københavns Kommune om, at der var brugt svag beton i fundamentet.

Efter omfattende undersøgelser og 851 boreprøver har eksterne rådgivere nu bekræftet, at tårnet kan færdiggøres, hvis visse søjler forstærkes.

Bach Gruppen, som står bag byggeriet, forventer at indsende den sidste byggetilladelse til kommunen og håber snart at få ophævet standsningspåbuddet.

– Man kunne hurtigt afkræfte, at betonen var for svag helt generelt, og vi kunne ret hurtigt konstatere, at tårnet i sidste ende ville kunne blive bygget færdigt. Men det er ikke sådan bare lige at få tårnet i gang igen. Der er flere skridt, inden vi kan gå i gang med at færdiggøre Njals Tårn, siger direktør Martin Rasmussen, Bach Gruppen, til Estate Media.

Når arbejdet kan genoptages, vil der være fokus på ekstra kvalitetssikring, da bygningen har stået ubeskyttet i fem år.

Når Njals Tårn står færdigt, vil det rumme omkring 115 boliger og 2.500 kvadratmeter erhverv.

Bach Gruppen oplyser, at selskabet selv kan beholde ejendommen, hvis der ikke findes en ny køber.

Tidligere har Bach Gruppen haft en aftale med Heimstaden, men det svenske ejendomsselskab sprang fra i kølvandet på sagen om problemerne med betonen på bundpladen på det 23 etager høje boligtårn.

Njals Tårn indgår som en del af udviklingen af Bryggens Bastion ved fortidsmindet Faste Batteri ved Njalsgade. Den 70.000 kvadratmeter store grund udvikles med 124.000 kvadratmeter nybyggeri. Bebyggelsen består af ni bygninger i højder, der varierer fra 36 til cirka 86 meter.