Odense Sport & Event, ejerne bag blandt andet Odense Boldklub, Odense Congress Center og Hotel Odeon, har nu sat gang i byggeriet af et nyt hotel. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
I henhold til lokalplanen må hotellet omfatte 10.800 kvadratmeter, og det må opføres i fem etager mod Ørbækvej og seks etager mod det eksisterende hotel.
Ifølge Odense Sport & Event udfordres Odenses potentiale som én af landets mest attraktive samarbejdspartnere på store events af, at byen har færre hotelværelser end andre store byer uden for hovedstadsområdet.
Med hotelprojektet tæt på både Odenses centrum og det nye supersygehus, OUH, får byen tilført yderligere 195 hotelværelser, som skal rette op på den situation.
– Det er en stor dag for os og for erhvervsturismen i Odense, udtaler administrerende direktør i Odense Sport & Event, Enrico Augustinus, på byggepladsen med udsigt til Odense Congress Center.
– Vi lytter til vores kunder, og ét af de ønsker, jeg har hørt fra vores samarbejdspartnere flest gange, er at kunne tilbyde overnatning til et større antal af de gæster, der deltager i en aktivitet på kongrescenteret. I nogle udbudssager er der krav om minimum 250 værelser på stedet, så vi vil med 300 værelser fremadrettet stå markant stærkere som mødested, forklarer han.
Lokale NJ Gruppen er entreprenør på byggeriet.
– Vi er meget glade og stolte over at have vundet kontrakten på det nye hotel. Selvom vi laver projekter over hele landet, er det noget helt specielt at bygge i ens egen by, udtaler Jørn Albertsen er teknisk direktør hos NJ Gruppen.
Efter udbygningen bliver Hotel Odense, der er navnet på Odense Congress Centers nuværende hotel, byens største – en status det overtager fra søsterhotellet, Hotel Odeon, i centrum. Ifølge Enrico Augustinus er der fokus på klima og miljø i forbindelse med både byggeri og den kommende drift af hotellet.
– Det betyder for eksempel, at vi, ud over bæredygtigheden i selve byggeriet, har investeret massivt i solceller på taget og sikret, at hotellet fra starten kan leve op til kravene i den internationale Green Key-certificering, udtaler Enrico Augustinus.
Mere på vej?
Selvom arbejdet på det nye hotel knap er begyndt, holder Odense Sport & Event fortsat alle døre åbne, når det kommer til at styrke hotelkapaciteten i Odense.
– Både lokalområdet og Odense som helhed vækster og, med opførelsen af det nye OUH og byens ambitiøse erhvervsturismestrategi, forudser vi et markant øget behov for overnatninger fremover, siger Enrico Augustinus.
– Der er aktuelt intet konkret på brættet, men hvis vi ser en mulighed for at føje endnu flere værelser til området, så vil jeg ikke afvise, at vi kommer til at engagere os i dét projekt også.