Katrinebjerg-området er et af flere områder i Aarhus, der i disse år udvikles og byfornys. or få år siden var området mere præget af industri og erhverv, men nu rummer det både studiemiljø, familieboliger, virksomheder og uddannelse indenfor kort afstand.
CapMan og Nordsterns Augustshave er et af de større, nye boligområder i Katrinebjerg på 16.500 kvadratmeter, beliggende mellem Rødkløvervej og Katrinebjergvej. Der er netop afholdt rejsegilde på projektet, oplyser Nordstern i en pressemeddelelse.
– Med en beliggenhed tæt på universitetet og et charmerende gårdmiljø, er det et sted hvor man rigtig kan føle sig hjemme. Vi har fokuseret på at bygge et projekt, der er tilpasset omgivelserne, med samme udtryk som klassiske Aarhus-ejendomme i røde håndstrøgne facadesten og flot saddeltag. Vi er stolte af at kunne tilbyde så attraktive boliger til både studerende og familier, og ser frem til at se vores beboere trives i dette unikke miljø, udtaler Hasse Wulff, investeringsdirektør i CapMan.
Projektet er tegnet af Aart Architects. Der opføres i alt 209 boliger af varierende størrelse samt 63 tilhørende parkeringspladser. Bebyggelsen er i varierende højder fra tre til seks etager. Den løsning er valgt for at skabe liv og åbenhed i byggeriet.
I gårdrummet etableres et rekreativt område med åben adgang for alle, og på ydersiden plantes der lommeparker, der skal fungere som små, grønne oaser for hele området. Augusthave bliver certificeret DGNB Guld.
– I Nordstern har vi sat os som mål at samtlige bolig- og kontorbyggerier skal certificeres i 2023. Det er både bedre for samfundet, miljøet og de mennesker, der skal bo i Augustshave, når byggeriet står færdigt. Det er dog ikke nok med fine hensigtserklæringer. I sidste ende er det håndværkerne, vi fejrer i dag, der får projektet til at lykkes, siger Peter Wittorff, Projektdirektør, Nordstern.
De første 74 lejligheder afleveres i november 2023, mens de resterende boliger står klar i februar 2024.
Interesserede lejere kan allerede nu skrive sig op på www.augustshave.dk.